GAFFA i eksklusiv audiens i anledning af bossens brillante selvbiografi
”Udmattelsen var min ven,” konstaterer Bruce Springsteen, henslængt i en sort læderlænestol. Han taler om sine maratonkoncerter i firserne, og hvordan den fysiske kraftpræstation også blev en måde at holde depressionerne fra døren. ”Så er man for træt til at være deprimeret,” som han nøgternt konstaterer.
Det er bare et af mange emner, vi kommer omring denne eftermiddag i det centrale London, hvor Springsteen har sat en flok heldige europæiske journalister stævne i et intimt auditorium på Institute of Contemporary Art.
Ikke alle spørgsmål under dagens presse-begivenhed er helt så skarpe, som en stund med en af rockens største sangskrivere måske burde anspore til. Og alligevel bliver det naturligvis et par uforglemmelige timer med det sympatiske, nu 67-årige rockikon.
Gadedrenge
Det er efterhånden 41 år siden, en 25-årig Bruce Springsteen første gang landede på europæisk jord, nærmere bestemt Heathrow Airport, i august ’75. Med læderjakke, overdimensioneret strikhue og sit slæng af gadedrenge hjemme fra New Jersey – og en af rockmusikkens all time allerbedste skiver i ryggen i form af gennembrudsalbummet ”Born to Run.”
”Endelig! London er klar til Bruce Springsteen!,” proklamerede neonskiltet uden for spillestedet Hammersmith Odeon i det vestlige London. Frygteligt prætentiøst, syntes den 25-årige Bruce dengang, for – som han skriver i selvbiografien – det er jo for pokker ikke tilfældigt, at det hedder SHOWbusiness. Det handler om at vise publikum noget, ikke tale om det.
I eftermiddag kan der dog næppe herske nogen tvivl om at London – eller i al fald den lille skare inviterede journalister – i dén grad er klar til Bruce Springsteen, som i dag er kommet for netop at tale.
Først er der forfriskninger, så en kort velkomst fra en forlagsrepræsentant – og så træder han ind ad døren bag os og lunter ned til den lille scene, hvor han skal interviewes af en fransk reporter, inden der åbnes for spørgsmål fra de fremmødte. Jeans – naturligvis – og en læderjakke over T-shirten. Så er vi i gang.
Dylan, Donald Trump og Moby Dick
Vi når blandt andet omkring Donald Trumps præsidentkandidatur (”han underminerer hele den demokratiske proces”), forældrerollen (”der var mange ting, som ikke faldt mig let”), Bruces egen far, Bob Dylans nylige Nobelpris – og Herman Melvilles klassiker ”Moby Dick,” som Bruce har læst for nylig (”den er faktisk ikke så vanskelig, som man tror – men du lærer mere om hvaler, end du nogensinde har haft lyst til!”).
Undervejs læser Springsteen også udvalgte passager op fra sin velskrevne selvbiografi – herunder afsnittet om det første Londonbesøg i sensommeren ’75 og det om Superbowl i 2009 – og efter lidt over en time er det forbi. Og så alligevel ikke helt.
For også denne eftermiddag i London – ganske som på scenen og på plade – viser Bruce sig som genrens gennemsympatiske guttermand: Efter den formelle seances afslutning slutter han sig til journalisterne i baren, får sig en kvart bajer og stiller beredvilligt op til fotografering, småsnak og signering af den store selvbiografi, som kom i sidste måned og egentlig er anledningen til, at vi har været samlet i dag.
Du kan læse et sammendrag af mandagens Q&A med Bruce Springsteen i London i GAFFAs novembernummer.
