Ambulance hentede George Michael hen over middag 1. juledag. Her endte en storslået karriere, men også et forløb, hvor sangeren med sine egne ord havde "brugt 20 år på at smadre alt"
Det var et udpint geni, der drog sit sidste suk i huset ved floden Thames i går ved middagstid. Ligesom George Michael allerede for 5 år siden var døden nær med åndedrætsproblemer. I følge ham selv var det kun takket være staben på "verdens bedste hospital" i Wien i Østrig, at han overlevede dengang.
Dertil er kommet en årrække, hvor han har været inde og ude af behandling for misbrug af stoffer, sidst i tidligere i år, hvor den mere kulørte del af britisk presse mente at vide, at stjernen nu igen var begyndt at ryge crack. Ikke just den mest sunde hobby.
Oven i det kom de mange arrestationer, der igen ledte til mange dage i diverse retssale. I 2008 blev han snuppet af politiet på et toilet for at ryge crack – det var året efter, at han var faldet i søvn, mens han kørte bil. Igen resultatet af stoffer. Og, nå ja, i 2011 kørte han sin Range Rover gennem et butiksvindue, for hvilket han endte med at tilbringe tid i fængslet.
Her ville den altid elegante og stille formulerende stjerne efterfølgende reflektere:
"Det er en enormt skamfuld ting at have gjort gentagne gange, så i forhold til min karma følte jeg, at en regning skulle betales... Det er så meget lettere at tage en straf, hvis du føler, at du fortjener den, og det gjorde jeg!"
George Michael have ofte tragedie helt inde på livet. I de tidlige år af karrieren gjorde han alt for at fremstille sig selv som det heterosekuelle hug af en mand, som hans persona i musikvideoer byggede op, og han blev blandt andet sat i forbindelse med Prinsesse Diana, som dog endte med at blive en nær ven. I den virkelige verden var han fra 1989 kæreste med brasilianske Anselmo Feleppa, som han boede sammen med i Los Angeles, behageligt langt fra den engelske presse. Desværre varede lykken kort, for Anselmo blev hiv-positiv og endte med at udvikle AIDS, som han døde af lidt over tre år senere. Her passede George Michael trofast sin kæreste, til det var slut.
Det var efter den oplevelse, at han udsendte det selvreflekterende album Older, som endnu en gang understregede, at vi i George Michael havde en stjerne, der nægtede at leve op til andre standarder end sine egne.
Nu er det pludselig slut. Stjernen, der aldrig mistede sit publikum og i dag bliver hyldet af venner og fans over hele kloden, udsendte sit sidste album Symphonica i 2014 – det røg direkte ind på 1. pladsen i England – og skulle have dels udsendt en dokumentarfilm fra de store år med deltagelse af en række venner, ligesom et nyt album og en turné var i støbeskeen.
Ifølge George Michaels manager Michael Lippman var dødsårsagen et hjerteanfald, fortæller han til Billboard.