Steppeulven 2017: Bisse blev aftenens store vinder

Steppeulven 2017: Bisse blev aftenens store vinder

Den hyperproduktive sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Bisse, med det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær, blev den helt store vinder, da Foreningen af Danske Musikkritikere lørdag aften uddelte sin årlige pris, Steppeulven, ved en fest i Bremen Teater i København.

Hele fem priser blev det til, plus en pris til pianisten Adi Zukanovic, der blandt meget andet – Irah, Niels Skousen, Svin med flere – også spiller med i Bisses band. Han vandt i kategorien Årets Musiker. Bisse selv tog prisen for både Årets Vokalist, Årets Komponist, Årets Tekstforfatter, Årets Sang for "Seks hjerter" samt Årets album for dobbeltalbummet "Højlandet" – en af Bisses tre udgivelser i 2016, idet han også udgav albummet "Happy Meal" og ep'en "Big Tasty EP".

Derudover modtog  – der ikke kunne være til stede – prisen som Årets Livenavn, mens prisen for Årets Orkester gik til sidste års vindere af Årets Håb, nemlig aarhusianske Liss. Årets Håb 2017 blev Katinka, mens Aske Zidore for anden gang vandt prisen som Årets Producer. Han har blandt andet siddet bag mikserpulten hos navne som Choir of Young Believers og CTM.

Den prestigefulde Pionerpris gik i år til metalbandet Mercyful Fate, der – med den karismatiske sanger King Diamond – tilbage i 1980’erne var banebrydende inden for metal og allerede dengang blev et internationalt kultfænomen.

Ved festen var der livemusik ved Bisse, Folkeklubben, Katinka, Myrkur, Narcosatanicos, Saveus og Suspekt.

Læs en længere reportage og se masser af billeder fra showet på GAFFA.dk søndag morgen.

 

Den samlede vinderliste kan ses nedenfor.

 

ÅRETS MUSIKER

Adi Zukanovic (Bisse, Skousen, IRAH, Den Magnetiske Ørn, m.fl) 

 

ÅRETS VOKALIST

Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)

 

ÅRETS KOMPONIST

Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)

 

ÅRETS LIVENAVN

MØ 

 

ÅRETS TEKSTFORFATTER

Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)

 

ÅRETS SANG

Bisse "Seks hjerter"

 

ÅRETS ORKESTER

Liss

 

ÅRETS HÅB

Katinka

 

ÅRETS PRODUCER

Aske Zidore (Choir of Young Believers, CTM)

 

ÅRETS ALBUM

Bisse "Højlandet"

 

PIONERPRISEN

Mercyful Fate


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA