Den elskede danske sanger/sangskriver er på vej i studiet igen
Et af de mest elskede navne i Danmarks sangskat, Sebastian, har netop annonceret, at han vender tilbage med et nyt studiealbum for første gang siden "Hodja fra Pjort – sangene" fra 2014, og det første der er hørt til sangskriveren siden solo-livealbummet ”Så blidt til stede” fra 2015. Det gør han i selskab med sit faste band, bestående af Michael Friis, Klaus Menzer, Steen Rasmussen, Perry Stenbäck, Nils Henriksen og Gjustav Ljungreen.
Siden debuten i 1971 har Sebastian glædet mangen en lytter med numre som ”Du er ikke alene”, ”Sommerfuglen” og ”Hodja fra Pjort”. og nu er det 68-årige fyrtårn klar til at indspille igen, denne gang i samarbejde med et nyt pladeselskab, Playground Music.
Ud fra indspilningerne at dømme er der gode ting i vente, hvis man spørger hovedpersonen selv: ”Humøret er tårnhøjt, og indspilningerne går fantastisk med dette drømmehold af musikere. Vi forventer at indspille 10-12 sange, og forhåbentlig er den første single klar i starten af maj”.
Albummet er sat til at udkomme i enten august eller september.