Nyhed

Roskilde Festival 2018: 10 nye navne

GAFFA.dk – Alt om musik

Roskilde Festival tilføjer i dag 10 danske navne til 2018-plakaten på Nordens største festival, der løber af stablen fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli 2018. Nephew, Baby In Vain, Bisse og Benal er blandt de store navne til næste års festival.

Internationale stjerner som Gorillaz, Bruno Mars, David Byrne og Stormzy pryder i forvejen plakaten. Men nu vender Roskilde Festival blikket hjemad mod det danske musikmiljø og føjer 10 danske kunstnere til festivalen i 2018. Navnene spænder fra vækstlagenes fremadstormende debutanter til den danske musikscenes absolutte superliga: Nephew, Baby In Vain, Bisse, Benal, Baime, Cabal, Goss, Iris Gold, Kippenberger og Lød. Billetsalget er startet.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival er klar med 11 nye navne


Nephew

Nephew har ikke givet offentlige koncerter siden Smukfest 2014, men nu er de tilbage, og så har en genforening med Roskilde Festival selvfølgelig været helt oplagt. Det bliver femte gang, at Nephew lægger op til medrivende electro-rock og storslået fællessang på Roskilde Festival, og showet i 2018 bliver gruppens tredje koncert på Orange Scene. Med på scenen har de også deres nyeste bandmedlem, nemlig sangeren, musikeren og produceren Marie Højlund – kendt fra Marybell Katastrophy – som arbejdede sammen med Simon Kvamm på teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på på Aarhus Teater i efteråret 2017. Derudover bliver genforeningen både fejret med de gamle klassikere og en række nye numre fra de til tider let melankolske elektrorock-nevøer. Seneste besøg på festivalen var i 2010, mens koncerten på den mindeværdige dato 07.07.07 for mange står som begivenheden, der for alvor cementerede Nephews position i toppen af den danske musikscene.

Du kan lytte til “En Wannabe Darth Vader” fra den koncert herunder:


Baby In Vain

De tre venner Lola Hammerich, Andrea Thuesen og Benedicte Pierleoni dannede Baby in Vain tilbage i 2010. Det tog ikke lang tid, inden den stærke rocktrio fik fremragende anmeldelser både nationalt og internationalt for at rive publikum over, hver gang de spillede live med deres opdaterede, men dog stadig støvede 90’er-grungelyd. Trioen debuterede på Roskilde Festival i 2013, men skulle helt frem til august i år, før de følte, at de var klar til at slippe debutalbummet, More Nothing. Ventetiden var dog det hele værd, og albummet opnåede hele seks stjerner af GAFFAs anmelder, som beskrev albummet som ”ukontrolleret og vildt, drømmende og altomsluttende”.


Lyt til singlen “Low Life” fra debutalbummet herunder:

Bisse


Bisse har haft nogle anmelderroste måneder i 2017, da han lagde vejen forbi et udsolgt Store Vega samt festivaler som Northside, Musik i Lejet og Smukfest. Men da Bisse ikke er typen, der holder pause, har han også allerede planlagt i en forårsturné i 2018, som bliver forlænget ud i sommermånederne, blandt andet med denne koncert på Roskilde. Bisse havde i 2016 sin debut på Roskilde Festival, men er i 2018 klar til at indtage en af de lidt større scener, efter han har fået et større gennembrud med albummene Højlandet og 19.6.87, hvor sidstnævnte scorede fem stjerner af GAFFAs anmelder for dets fokus på barndommen i 90’erne.

Lyt til “Legeaftale” fra albummet herunder:


Benal

Duoen Benal, bestående af rapper Benjamin og producer Albert, er et af de hotteste hiphop-navne på den danske scene lige nu. De har i november været på forsiden af GAFFA efter de har udgivet albummet Hvis det virkelig er vigtigt, som også lige fik fem stjerner og beskrivelsen “Poetiske krummelurer i hverdagsfortællinger, som gør albummet lytteværdigt” med på vejen. Med albumudgivelsen har de også offentliggjort en forårsturné, hvor deres først offentliggjorte koncert på Vega allerede er udsolgt, så der er altså rift om de to rap-poeter, som også svinger deres kædedans forbi Roskilde til sommer.

Lyt til “Uh Babe” herunder.


Iris Gold

Den dansk-engelsk-jamaicanske rapper og sangerinde har haft en nomadisk opvækst omkring Christiania i København, hvor hun blev introduceret for 70’ernes Jefferson Airplane og Mamas & Papas, samt hiphop-ikoner som Public Enemy, KRS-One og Beastie Boys. Iris Gold er således en blanding af old school hiphop, flower power og pop, og hendes solskinnende “hippiehop” har taget hende verden rundt som support for Blur, Taylor Swift og Robbie Williams. Nu er hun flyttet tilbage til Danmark og er klar til at erobre det ganske land, hvor hun til næste år vil optræde på Roskilde Festival for første gang.


Lyt til singlen “Goldmine” herunder:

Kippenberger


Tobias Kippenberger er tidligere forsanger i det danske rockband The Floor Is Made of Lava, men er nu aktuel med et nyt soloprojekt under navnet Kippenberger. I et interview med GAFFA fortæller han: “Jeg har ladet mig inspirere meget af Becks nyere ting, og LCD Soundsystem har på en eller anden måde spillet en rolle i den musik, jeg har haft lyst til at lave nu.” Den aktuelle debutsingle ”Op og ned i showbiz” kommer efter, at kunstneren er trådt et skridt ud af det musikalske cirkus de sidste år for at trække vejret, puste ud og forsøge sig som et voksent menneske med et “rigtigt” arbejde, familieforøgelse, og hvad der nu ellers hører til at runde de 30.

Lyt til singlen herunder:


Baime

Techno duoen Baime består af Mikael Melander, som har vundet Burn Recidencys Danish mix-off konkurrence, og Jens Christian Nørgaard, som står bag Blindfold Records og udforsker melodisk techno med et twist af oldschool house og en knivspids syre. De har netop udgivet deres første originale track “The Damned”, som du kan lytte til herunder:


Cabal

Metal-kvinteten Cabal består af medlemmer fra et udvalg af Danmarks nedtunede undergrund – Embracing Sickness, Scarred By Beauty og New Discolour. De udgav sidste år deres første single “Innocent Blood”, som tidligere i år også figurerede på gruppens debut-ep “Purge”.

Lyt til den tunge og dystre “Innocent Blood” herunder.

Goss


Goss har tidligere arbejdet sammen med nogle af Danmarks største navne, herunder MØ, men er nu begyndt at lave musik i eget navn. Numrene på hans ep Healthcare spænder mellem pop og r&b, som bliver leveret af hans ligefremme og søde vokal.


Du kan lytte til singlen “Time” fra i år herunder.

Lød


Søren Gade, Mads Uldum, Sebastian Kjær, Anders Andersen og Erik Thøgersener er kvintetten ,som går under kunstnernavnet Lød. De fem er helt nye på musikscenen og udgav deres fire spors debut-ep Folder tidligere i foråret. De fire langstrakte numre på i alt 28 minutter kombinerer elementer fra tysk krautrock og postpunk, hvor vokalist Søren Gade kaster sig ovenpå med sin dansksprogede lyrik. Lyt til singlen “Folder” fra debut-ep’en herunder:

ANNONCE