GAFFA.dk - Alt om musik
I en statusopdatering på Facebook skriver Djämes Brauns management Big Fish, at projektet fortsætter. Dog udelukkende med Pilfinger ved roret.
Tidligere i dag bragte vi en nyhed om, at den populære dancehall-duo Djämes Braun er gået i opløsning, hvilken sådan set er rigtigt nok. Det er dog kommet frem, at projektet fortsætter med Pilfinger i front og uden Kent "Kenno" Pedersen. Det er blevet gjort klart på gruppens Facebookprofil, hvor der er skrevet følgende:
"Kære Braunies.
Som man har kunnet læse på flere danske nyhedsmedier idag, er Djämes Braun stoppet i sin hidtidige gruppe-konstellation. Det er en beslutning, som har været noget tid undervejs og er taget i fællesskab. Historien ville vi gerne selv have haft mulighed for at breake for offentligheden efter nytår, så juleferien kunne være afholdt med familie og venner, i ro og fred. Et medie kom os dog i forkøbet, så sådan blev det ikke. Udfra dagens nyhed og grundet ferie-stilheden herfra har flere tolket, at Djämes Braun-navnet herved er lagt i graven. Det er ikke rigtigt. Projektet fortsætter, men fremadrettet med Pilfinger alene i front. Vi glæder os meget til at kunne dele ny musik med jer og til en masse fantastiske shows med Djämes Braun, i det nye år. Pas på jer selv så længe - og rigtigt godt nytår! De bedste hilsner, Big Fish Management"
Det var Ekstra Bladet, der bragte nyheden efter en interview med Kenno, som har udtalt: "Det er sådan set intet drama, der gør, at vi har valgt at stoppe med vores duo. Vi har bare valgt hver især at gå nye veje rent musikalsk."
Djämes Braun fik for alvor opmærksomhed, da de i 2012 vandt P3's KarriereKanonen, og samme år udgav de deres selvbetitlede debut-ep. I 2013 udkom endnu en ep, Farlig tiger, og i 2015 udsendte de deres første og eneste album, Modgift, der modtog platin-certificering for salg og streaming.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Djämes Braun: Modgift
Blandet duoens mest kendte sange kan nævnes "Kom og giv mig alle dine penge" (2013, modtog platin for streaming), "Kvinder og kanoner" (2013, med Barbara Moleko), "Fugle" (2014, streamede til dobbeltplatin), "Inficeret" (2015, streamede til guld) og "Dem vi var" (2016).
LÆS OGSÅ: Karma og kammeratskab – stort Djämes Braun-interview fra 2015
Se Djämes Braun fremføre hittet "Fugle" til GAFFA-Prisen i 2014: