Djämes Braun – Karma og kammeratskab

Djämes Braun – Karma og kammeratskab

Se en eksklusiv fotoserie med Djämes Braun i Indien 

Indien, januar, 2015. GAFFA er med Djämes Braun-drengene Pilfinger og Kenno et smut i Mumbai, som duoen har udset sig som rammer til deres nye single Inficeret, der er at finde på albummet Modgift (læs GAFFAs anmeldelse her) – samt billederne og forsiden til denne udgave af dit yndlings-musikmagasin. Og det kaster en række deciderede Indiana Jones-moments af sig. Blandt andet det her:

Dagens optagelser finder sted i junglen uden for millionbyen, og under optagelserne undrer Kenno sig over, hvorfor der render en knægt rundt med en to meter lang bambuspind og roder i græsset. "Is this snake territory", spørger han lidt nervøst drengen, der smilende svarer "Oh yes" for så ellers at begynde at remse den velvoksne liste af giftslanger op, der findes i området. Pinden er til at kaste slanger, der kommer for tæt på, væk med.

Kenno: – Det er jo fantastisk, at vi har en lille dreng med en pind til at beskytte os, haha! Nogle af de slanger, han nævnte, kunne have ædt ham.

Man må lide for kunsten, og for at filme videoen og skyde billederne til dette magasin var drengene nødt til at bestikke alt fra politi til gangstere til højre og venstre, og turen var en blanding af gode vibrationer og rendyrket adrenalin-rus.

Pilfinger: – Det er ikke løgn, når jeg siger, at vi var i livsfare hver dag. En dag var vi nede at skyde en scene i det slumkvarter, hvor en del af Slumdog Millionaire blev filmet, og vi var de eneste ud over de filmfolk, der har været i kvarteret. Vi connectede ret godt med dem og drak den lokale chai-te og highfivede ungerne, og da vi så kom derned igen dagen efter for at filme, skulle vores "skaffer" bestikke os hele vejen ned, til hvor scenen skulle optages. Der var en god vibe, og et ret godt sammenhold mellem børnene og de voksne, men bagefter fandt vi også ud af, at det var et af de steder, hvor de åbenbart husede de hårdeste terrorister overhovedet – og det havde jo været guf for dem at få fat i en flok danskere som os. Det var ret dumdristigt set i bakspejlet, men vi følte os simpelthen så velkomne og blev grebet af glæden på stedet, så vi gjorde det alligevel. Også selvom vi lige inden havde fået at vide, at vi var nødt til at gemme os hurtigt, og da vi var færdige med at indspille, sagde vores lokale mand på stedet, vores fikser: "Okay drenge, pak jeres ting sammen. Vi skal af sted – NU!" Og han var ellers ikke sådan at hyle ud af den.

 

Tilbage til begyndelsen

Men før vi bevæger os for videre ud i Mumbais storslåethed og slum, kan vi passende skrue tiden tilbage til 1993, hvor en af Lollands store årlige begivenheder, Maribo Jazz Festival, finder sted. Tilbage i start-90'erne vrimlede det ikke ligefrem med hiphop-interesserede knægte på Lolland, men de få der var, var åbenbart taget til jazzfestival.

Pilfinger: – Vi var fra hver vores ende af Lolland, og vi kendte ikke rigtig hinanden, selvom vi kendte mange af de samme mennesker. Første gang vi stødte ind i hinanden var til Maribo Jazzfestival, og det var sådan helt Grease-agtigt, hvor Kenno kom gående med sit crew – sine tre hiphopvenner, og jeg kom gående med mine tre gutter…

Kenno: – Vi var vel nærmest kernen af Lollands hiphop-ungdom. Der var også nogle ude i Nakskov, men der turde vi ikke tage ud, for der lå en gammel sukkerroefabrik, hvor folk tog speed og sådan noget, haha!

Pilfinger: – Vi kom gående over en lille bro, og havde præcis den samme jakke på. Min var bare med L.A. Lakers-motiv, og hans var med Chicago Bulls. Da vi så krydsede hinanden sagde Kenno – sådan lidt kontaktsøgende, men også på en lidt hård måde: "Årh, fed jakke!", og jeg vendte mig om og gengældte komplimenten.

Mennesker mødes og sød musik opstår. I hvert fald i længden. For de to begyndte oftere og oftere at støde ind i hinanden til klubfester og dansebattles, og som bekendtskabet udviklede sig til et decideret venskab, fandt de hurtigt ud af, at de havde mange ting til fælles, ikke mindst passionen for musikken. Pilfinger var en del af hiphop-gruppen Posetiv Profit, som han indspillede demo-bånd med, og de opnåede endda at komme på tour med Humleridderne i de pilsner-påskønnende gutters storhedstid. Hans hiphop-navn var Pilfinger – et navn, der i øvrigt har fulgt ham siden barndommen og bunder i mandens trang til at skille ting ad og undersøge dem.

Første sal i Pilfingers mors villa var lavet om til et studie, efter hans storesøster var flyttet hjemmefra, og her indspillede og producerede han sin musik og en demo-cd for Kennos hiphop-crew tilbage i 98, så musikken har altid været omdrejningspunktet for venskabet.

Pilfinger: – Vi har tidligere nævnt det, men det er meget sigende for vores venskab, at vi aldrig var i biografen sammen eller ude at bowle eller sådan noget. Det var altid musikken, det handlede om.

Kenno: – Det skal dog siges, at vi siden da har været både i biografen og ude at bowle…

 

Reggae i en bunker

I 1999 flyttede Pilfinger til København, hvor han fik sit eget studie, dannede hiphop-gruppen Fuld Pensum med rapperen Isbjerg og begyndte at producere for andre kunstnere. Året senere ramte Kenno hovedstaden, hvor han efter egentlig at have uddannet sig til slagter på Lolland tog en pædagoguddannelse, og de efterfølgende år sås de to stadig jævnligt, hvor de hyggede, hang ud og lavede forskellige uforpligtende projekter sammen; blandt andet dogmeprojektet Doo Wop Gangsta Rollers, som var decideret doo wop-musik.

Pilfinger: – I de år producerede jeg jo for Johnson, Bikstok Røgsystem, Xander, Natasja og mange andre, og når jeg så ikke gad være i studiet længere, tog jeg hjem til Kenno, hvor vi indspillede i hans klædeskab.

Kenno: – Ja, det var ret skørt, for han havde jo et top-professionelt studie, men det var åbenbart sjovere at tage hjem og indspille på min computer, så naboerne klagede, haha!

Pilfinger: – Det var bare for at have det sjovt, synge og lave musik. Det var ren eskapisme fra Kennos job og min mere seriøse del af musikbranchen. Vi lavede også et karate-rock-projekt …hvad var det, det hed?

Kenno: – Vores single hed Religion To Fight og var inspireret af Bloodsport og de der 80'er-kampsportsfilm, hvor der altid er en eller anden vild træningsmontage med noget helte-rock hen over.

Pilfinger: – Det har altid været den legende tilgang, der har været kendetegnende for det musik, vi har lavet sammen, lyder det fra Pilfinger, men vendepunktet kom ud af noget ganske alvorligt.

Pilfinger: – Min datters mor og jeg gik fra hinanden, mens jeg lavede Xanders første plade. En plade, der er fyldt med masser af melankolske heartbreak-numre, og det var hårdt at arbejde med så tung en plade, når jeg selv var et hektisk sted i mit liv. Det gjorde, at jeg havde brug for helt at redefinere mig selv og hvad jeg havde lyst til at lave. Var jeg bare sådan en, der skulle sidde i studiet og lave andres musik? Vi startede jo tilbage på mit værelse på Lolland, hvor vi drak øl og legede med en fire-spors båndoptager og havde det sjovt. Det var faktisk derfor, vi lavede musik, og nu var jeg pludselig dybt inde i den etablerede musikindustri – og det har jeg altid elsket, og elsker det stadigvæk. Men der kammede det bare lige helt over, og jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at komme væk fra studiet.

Og tidspunktet kunne ikke være mere velvalgt. Kenno havde nemlig lejet en bunker fra Anden Verdenskrig, som han brugte som studie, hvor han sad og lavede roots-reggae, og Pilfinger forspildte ikke en mulighed for at tage derned og slappe af – men stadig med musikken tæt på.

Kenno: – Jeg havde fået bunkeren lidt af samme årsag. På det tidspunkt var jeg nemlig fuldtidspædagog på et fritidshjem, hvor der var utrolig mange problemer i ledelsen og kollegagruppen. Så jeg fik faktisk bunkeren, fordi jeg var ved at grave mig selv ned i et sort hul, hvor jeg kun var hjemme i min lejlighed og på mit arbejde. Jeg havde brug for at komme ud og få gang i nogle nye ting, så bunkeren blev en slags punket drengeværelse i en cementkuppel under jorden, hvor vi kunne skærme os af fra verden og ryge og drikke, og hvad vi ellers havde lyst til…

Pilfinger: – …bortset fra at trække vejret, haha!

 

Parykker, Spice Girls og opkast

Hvordan kan det være, det lige blev reggae og dancehall, der blev katalysator for udladningerne?

Pilfinger: – Vi har altid haft en reggae-ting kørende sideløbende med hiphoppen. Det har altid været hyggeligt at tænde en joint og høre Bob Marley, og i starten når jeg ikke lavede hiphop, tog jeg ud til Pharfar og hyggede og lavede reggae med ham – og det gør jeg sådan set stadigvæk, selvom der er mindre tid til det.

Kenno: – På et tidspunkt var jeg ved at arbejde på en reggaesang, som jeg spurgte om ikke Pilfinger kunne synge et omkvæd til, og lige pludselig skrev vi også vers og lavede det helt færdigt. Og det blev faktisk til vores første sang, Nethinde, som senere blev Ugens Uundgåelige på P3. Vi endte med at lave en lidt mere lyttervenlig version af den, for den første udgave var ret pornoficeret. En anden grund til, at det lige blev reggae, vi kastede os over, var, at vi begge to var blevet lidt trætte af den meget konkurrencebaserede musikform, hiphop kan være. Det var meget mere aggressivitet, mens reggae var en dejligt befriende positivt redskab.

Pilfinger: – I min gamle rapgruppe Posetiv Profit gik vi helt bananas og gik på scenen til Spice Girls og var iført parykker. Jeg drak mig tit fuld på scenen og kastede op – vi væltede altid spillestederne og var helt skøre i låget. Så da jeg havde fået for meget af det i en periode, troede jeg, jeg skulle halse efter accept fra den hårde kerne af hiphop-miljøet, og på den måde begyndte mine tekster også at blive noget, der ikke var så meget mig. Og da jeg blev far i '05, fik jeg lidt en identitetskrise, som rapper så jeg trak mig lidt ind i mig selv igen, men så kom reggaen og gjorde at tekster, ord og melodier bare væltede ud, fordi det var så uafprøvet for os i forhold til hiphoppen. Og pludselig begyndte jeg også finde mig selv mere til rette i en sangskriverrolle. Noget jeg blandt andet havde set fra sidelinjen ved at arbejde sammen med Cutfather og nogle rigtig dygtige sangskrivere i L.A og Atlanta, så da jeg selv begyndte at åbne munden, virkede det som det mest naturlige i verden.

Kenno: – Det var en befriende eskapisme fra alt det negative, og vi genfandt hinanden i noget, der virkede som starten på rigtig lyse tider.

Det var egentlig aldrig meningen, at musikken fra bunkeren skulle bruges til noget, men da omkvædet til Duft Af Ba-cone lå klart, foreslog Kenno, at de for sjov skulle sende det ind til Karrierekanonen, og resten er historie. Næsten.

Pilfinger: – Efter vi havde sendt det ind, tog jeg til USA for at arbejde med Randy Jackson (blandt andet kendt som dommer i American Idol, red.), og så pludselig, på et eller andet skævt tidspunkt af døgnet ringede Nicholas Kawamura og sagde, vi at vi var mellem de 14 finalister og skulle optræde med vores sange – og på det tidspunkt havde vi altså kun to numre. Og jeg havde faktisk næsten glemt, vi havde tilmeldt os. Så der skulle tænkes hurtigt. Blandt andet sneg jeg mig til at "låne" Randy Jacksons studie – for han skulle helst ikke vide, at vi brugte hans udstyr til at lave dansk musik – hvor vi i al hast lavede demoen til Kom Og Gi Mig Alle Dine Penge, og så jeg ringede til Pharfar fra L.A. og sagde: "Vi har brug for din hjælp med at samle musikere til bandet." Vi har altid hjulpet hinanden, og han sagde "fint nok, kom hjem og lad os øve."

 

Varme, glæde og kugler om ørene

De fleste er nok klar over, at Pilfinger og Kenno endte med at vinde Karrierekanonen, men rygtet om drengenes musikalske formåen var løbet dem i forvejen, og til en fest inden finalen blev de trukket til side af repræsentanter fra stort set samtlige pladeselskaber, der lige ville høre en smagsprøve på, hvad de havde gang i, og meldingen var den samme hver gang: "Hey, ring lige til mig på mandag!"

Siden har efterspørgslen på Djämes Braun været massiv – navnet er i øvrigt en for-sjov måde at stave en vis soul-legendes navn på, som Pilfinger havde skriblet ned i sin kalender og i al hast skrev som bandnavn, da de var ved at være for sent på den til at sende ind til Karrierekanonen – og bandet har fået positive tilbagemeldinger fra alle, lige fra folk, hvis lortedag er blevet bedre efter en gang Kvinder Og Kanoner i radioen over forældre til ADHD-børn, hvis koncentrationsevne åbenbart nyder godt af den farverige musik, til konstabler, der har været i Afghanistan og kan berette, at en af soldaternes terapeutiske virkemidler, når de har været på svære missioner, er at lytte til Djämes Braun.

Kenno: – Det er vildt, at folk, der har haft kugler flyvende rundt om ørene, sætter vores musik på, når de kommer hjem for at højne moralen. Autenticiteten og den oprigtige varme og glæde, vi har haft ved at lave musikken er nok smittet af på dem, der hører det, og det er sikkert i virkeligheden der, nøglen til vores succes ligger.

Pilfinger: – Ja, det tror jeg også. Allerede fra vores første koncert har det bare føltes helt rigtigt, og forleden tænkte jeg: "Hold nu kæft, hvorfor har jeg nogensinde lavet andet?"

 

Moderne Karma Cowboys

Tilbage til Mumbai. For som så meget andet på drengenes Indien-tur var det heller ikke helt problemfrit at få taget forsidebilledet, der pryder det magasin, du sidder med i hænderne nu.

Pilfinger: – Det var ren Fangerne På Fortet. Vores "skaffer" skulle betale bestikkelse hele vejen hen til den væg, hvor billedet er taget op af.

Kenno: – Men vi var ret uheldige, for da vi var nået frem og havde klædt om, og skulle til at skyde billederne, havde den politibetjent, der var blevet bestukket for at få lov at være der, vagtskifte. Så vores "skaffer" endte med at betale en masse ghettobørn for at distrahere den nye vagt, der tog over, og holde øje med, om han kom for tæt på.

Pilfinger: – Billederne er taget ved et tempel ude på en lille halvø i det, der blev kaldt "overklasseslummen". Og vi er klædt på efter alle kunstens regler af rigtige munke. Og de behandlede os rigtig godt, ligesom vi også selv var meget imødekommende hele vejen igennem. Det er også det, der er særligt fedt ved det her forsidebillede, for vi har en ting omkring karma, og uden at det skal lyde for helligt, har vi altid levet efter den regel, der hedder, at hvis man behandler folk godt, får man det selv igen. Og det er den positive energi, Djämes Braun er bygget på, og som vi altid har haft kørende både i privaten og i musikken. På den måde gav det også mening at lave denne her forside i hinduismens ånd, for vi ser os selv lidt som nogle moderne karma cowboys.

 

Sproget

Pilfinger: – Før musikken rigtig kom ud til andre end os, var vi i tvivl om, hvorvidt folk ville tage det til os, fordi det er så internt, og sproget er fyldt med forskellige symbolikker, som det måske kun var os, der ville fange. Vi er meget glade for det danske sprog, og vi har et helt specielt internt ordforråd, som så er kommet ud igennem musikken, men det er lykkedes dansken at tage det til sig alligevel. Selvom vi synes, folk har været meget hurtige til at tage teksterne bogstaveligt. Duft Af Ba-cone er jo ikke en sang om bacon, det er jo en kærlighedserklæring til den kvinde, der har så meget kærlighed til én, at hun står op og steger bacon om morgenen – og mange andre ting. Og Farlig Tiger handler jo ikke om tigre, men om at elske sig selv, som den man er. Men nu får folk albummet og muligheden for at høre det fra ende til anden og dykke lidt dybere ned og høre, hvad det egentlig drejer sig om.

Kenno: – Ja, men folk må selvfølgelig få det ud af det, de har lyst til. Selvom det er lidt sjovt, at der stadig er nogle, der tror, at Fugle rent faktisk handler om at kigge på fugle. Det er meget hyggeligt, haha!

  

Inficeret sang om håb

Førstesinglen fra Modgift er som nævnt nummeret Inficeret, som drengen var i Mumbai for at optage videoen til. Nummeret er en mere soul'et sag, end man tidligere har været vant til fra Djämes Braun-lejren, og budskabet er mere klart end tidligere: Kæmp for hinanden.

Pilfinger: – Inficeret har en ny lyd, der peger ind i et nyt Djämes Braun-kapitel. Vi har lidt en Beastie Boys-tilgang til musikken, hvor der er vores vokaler, der binder det sammen, og så er genren i virkeligheden mindre vigtig. Nummeret er også mindre konceptuelt, end det vi tidligere har lavet. Det er en sang, der handler om parforhold, der går i vasken, fordi folk simpelthen ikke kæmper nok for dem i det her egocentrerede samfund, vi lever i. Så når vi synger "lad os trække stikket ud og tage til Bombay", er det simpelthen en måde at sige: "Lad det lige handle om os to et øjeblik."

Synes I der er brug for sådan en sang?

Pilfinger: – Ja, i den grad. Der er brug for at folk kæmper for forhold i den verden, vi lever i, hvor folk går ufatteligt meget op i penge, karrierer og materielle goder. Når man taler med folk på dødslejet, er det, de fortryder allermest jo, at de ikke tilbragte mere tid med deres familier. Det er en sang om håb og om at investere i hinanden frem for i sig selv.

 

Pilfingers favoritter

Pilfingers liste over produktioner for andre kunstnere er lang – meget lang, men her er et par af hans personlige favoritter.

Kongens Have – TopGunn

– Jeg har både produceret og co-writet den sammen med TopGunn. Den var egentlig lavet til noget så fjernt som Mariah Carey, så det er helt skørt, at den er endt hos TopGunn.

Lad Mig Rulle Dig – Pharfar

– Vi lavede grundskitsen til beatet på 15 minutter da jeg var på vej ud af studiet, og Pharfar skrev en tekst til det i flyet på vej hjem fra Jamaica.

Kig Forbi – Johnson

– Den kan man ikke komme udenom. Det var den, der startede det hele for mig.

Let The Music Play – Jordin Sparks

– Den lavede jeg sammen med Cutfather, og den var mit internationale gennembrud som producer.

Dum For Dig – Barbara Moleko

– Det var den første sang jeg lavede med Barbara. Hun kom op i studiet og var fyr og flamme og nailede den til U.G. Vigtigst af alt blev denne sang introduktionen til det stærke venskab, vi har i dag.

Se en eksklusiv fotoserie med Djämes Braun i Indien  

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA