Nyhed

Lou Reed medvirker på spoken word-album

New Yorker-legenden reciterer Paul Theroux' digt ”Passengers” på kommende udgivelse

I april måned udkommer pladen ”Recitement”, der vil indeholde 17 numre, hvor en række litterære tekster fortolkes til et soundtrack af nye kompositioner af avantgarde-komponisten Stephen Emmer.

På ”Recitement” fortolker Lou Reed digtet ”Passengers” af Paul Theroux, og på pladen medvirker også Kazu Makino fra Blonde Redhead, digteren Allen Ginsberg og skuespilleren Richard Burton.

De 17 numre på pladen bliver mikset af Tony Visconti, der især er kendt for sit samarbejde med T-Rex og David Bowie. Visconti forventes også at påbegynde et samarbejde med Klaxons om deres næste plade senere på måneden.


Det er efterhånden noget tid siden, Lou Reed har rørt på sig på indspilningsfronten. Her på det sidste har manden haft travl med at remastere gamle plader, senest ”Berlin” og den super-udfordrende
”Metal Machine Music”. Herudover er han dukket op på The Killers-pladen ”Sawdust”.

Lou Reed, der på sine gamle dage har fundet sin indre tai-chi-udøver frem, udgav i 2007 instrumental-pladen ”Hudson River Meditations”, mens sidste regulære studieplade fra Reeds hånd går godt i spænd med ”Recitement”. Albummet ”The Raven” fra 2003 indeholdt nemlig massevis af spoken word-elementer, blandt andet fremført af Steve Buscemi og Willem Dafoe.

”Recitement” udkommer den 7. april.


ANNONCE