Nyhed

Jack White udgiver single fra droppet Jay-Z samarbejde

GAFFA.dk - Alt om musik

Sangen “Ice Station Zebra” skulle efter sigende være skabt af dele fra et fællesalbum fra Jack White og Jay-Z. Et projekt der for et par år siden blev lagt på is - det skriver NME.

“For et par år siden havde jeg arbejdet på et par sange med Jay-Z – vi ville lave et album sammen, det kulminerede bare aldrig, og vi blev ikke færdige. Men det her var noget, jeg spillede trommer, klaver, guitar og bas på som en idé for ham, for måske at sætte ham i gang, for at inspirere ham og gøre noget,” forklarer Jack White selv.

LÆS OGSÅ: Den store musikalske historietime (anmeldelse af albummet Acoustic Recordings 1998-2016)

Jack White udgiver i morgen, fredag den 23. marts, sit tredje album Boarding House Reach, hvortil singlen “Ice Station Zebra” blev udgivet i går, onsdag den 21. marts. Formodentlig den sidste smagsprøve fra det nye album inden dets ankomst.

Den nye single handler om de mange kasser, kunstnere bliver lagt ned i, og de stempler de får sat på sig – og hvordan alle kunstnere ifølge White nærmere er én stor familie under Gud. En sang, der også gemmer på mange små referencer til andre værker, som eksempelvis James Browns sang “Get Up (I Feel Like Being a) Sex Machine”.

LÆS OGSÅ: Jack White vil give koncert for dig - og ikke din mobiltelefon 


“Ice Station Zebra” er den fjerde single fra den kommende Jack White-plade. Tidligere udgivet er singlerne “Connected By Love” med tilhørende b-side “Respect Commander”, “Corporation” og senest “Over and Over and Over”.

Whites singleudgivelser tyder på et album, der eksperimenterer og spænder bredt, men samtidig vedligeholder den klassiske Jack White-lyd. Manden selv kan opleves på dansk jord i forbindelse med udgivelsen af det nye album, nemlig på dette års Tinderbox Festival, hvor han spiller lørdag den 30. juni. 

Hør den nye single her: 

ANNONCE