Nyhed

Aprilsnar!

Samarbejde mellem Peter Peter og René Dif var en and

I går kunne du på GAFFA Online læse om et usædvanligt musikalsk samarbejde mellem den gamle Sort Sol-guitarist Peter Peter og den tidligere Aqua-frontfigur René Dif. De to skulle have indspillet et nummer til Nicolas Winding Refns kommende film.

 

På trods af, at et andet gammelt Aqua-medlem, Søren Rasted, har været med til at skrive to nye numre til Sort Sols nyligt udsendte opsamlingsalbum "Circle Hits The Flame - Best Off", lød samarbejdet mellem de meget forskellige musikalske personligheder Peter Peter og René Dif næsten for usandsynligt til at være sandt. Det var da også en vaskeægte aprilsnar, som en del brugere af GAFFAs online-debat også har bemærket. Billedet var en manipulation foretaget af vores art director Lisbeth Neigaard.


 

GAFFA synes dog stadig, at et samarbejde mellem Peter Peter og René Dif ville være en sjov idé og kan kun opfordre dem til at gøre aprilsnarren til virkelighed.

 


Derimod var gårsdagens anden nyhed om, at det walisiske politi har fundet et par fødder i floden Severn nær det sted, Manic Street Preahcers-guitaristen Richey Edwards forsvandt for syv år siden, rigtig nok. Imidlertid har politiet nu fundet ud af, at fødderne ikke kan have tilhørt Richey Edwards, da de var iført et par sko, der først er blevet fabrikeret fra og med 2001.

 

Også i andre musikalske kredse har folk moret sig med aprilsnarre. For eksempel fik medlemmerne af Sort Sols fanklub i går et introduktionstilbud på Sort Sol-sengetøj, ligesom en kommende serie med Sort Sol-kaffekrus, -yo-yo’er og -nøgleringe blev annonceret til salg i 7-Eleven- og Shell-butikker.


 

ANNONCE