Nyhed

Multinational gigant opkøber Rasmus Seebachs pladeselskab

GAFFA.dk – alt om musik

Universal Music opkøber pladeselskabet ArtPeople Music og bookingbureauet Nord Booking.

ArtPeople Music er hjemsted for musikere som Rasmus Seebach, Jada, Barselona, Folkeklubben og Thøger Dixgaard med flere. Nord Booking booker koncerter med blandt andet Burhan G, Aqua og igen Rasmus Seebach.

Selskaberne, der tidligere har været danskejede af blandt andre deres respektive grundlæggere, er nu blevet opkøbt af det multinationale selskab Universal Music, som i en pressemeddelse skriver, at selskabet i højere grad vil tænke udgivelser og koncerter sammen og opbygge et større sammenspil, når det fremover eksempelvis både vil have ansvaret for Rasmus Seebachs udgivelser og liveaktiviteter. Direktøren Casper Bengtson udtaler følgende om den nye strategi: 

”Der er masser af kunstnere derude, som sælger koncertbilletter, selvom de ikke ligefrem er streaming-baskere, og den kategori af kunstnere ser vi et kæmpe potentiale i også at fokusere på. Vi er nemlig fuldstændig overbeviste om, at vi sammen med kunstnerne kan lave stærkere planer og mere kreativt indhold ved at tænke udgivelser og live sammen.”

LÆS OGSÅ: Intet nyt er godt nyt fra Sympatiske Seebach på formfuldendt familiealbum

Bestyrelsesformand for ArtPeople Music og Nord Booking, Jan Degner siger om opkøbet: ”Det har været en fantastisk og privilegeret rejse at være med til at opbygge både musik- og bookingselskab frem til den høje standard, de begge besidder i dag." Han afslutter med, at alt har sin tid, og at han ser Universal Music som den helt rigtige medspiller.  

ArtPeople vil i fremtiden blive en del af Virgin Records, som er en undergren af Universal Music og vil blive relanceret som Virgin Music Denmark. Et selskab, som vil have fokus på det, selskabet betragter som landets mest talentfulde upcoming artister. Nord Booking bliver sammenlagt med Copenhagen Music, som er Universals allerede eksisterende bookingbureau. 

ANNONCE