x

MØ ude med sommersingle – nyt album får titel og udgivelsesdato

MØ ude med sommersingle – nyt album får titel og udgivelsesdato

Den danske superstjerne MØ har udgivet den nye single "Sun in Our Eyes" i samarbejde med Diplo. 

Et muligt nyt sommerhit har netop set dagens lys. MØ er igen gået sammen med dj, producer og samarbejdspartneren Diplo om det nye nummer "Sun in Our Eyes". Tidligere har de blandt andet samarbejdet på kæmpehittet "Lean On", som i skrivende stund har over 1 millard streaminger på Spotify, mens musikvideoen på YouTube har rundet de to milliarder.  

Om det nye nummer og samarbejdet med Diplo siger MØ følgende: "Diplo har jeg arbejdet rigtig meget sammen med de sidste fem-seks år, så det er dejligt at udgive endnu en sang med ham, som jeg jo åbenlyst er kæmpefan af, men som jeg også er venner med, og som jeg bare synes er pisse sej." 

MØ siger videre, at de to startede med at skrive sangen i Los Angeles for et års tid sammen, i Diplos studie og hus. MØ forklarer, at sangen er inspireret af sommerromancer, som man godt ved er en ting, som aldrig bliver til noget, men hvor man bliver suget ind i en ferie-boble. 

LÆS OGSÅ: MØ genbesøger barndommens Odense i ny video

MØ har samtidig annonceret, at der også er et nyt album i vente, som vil have titlen Forever Neverland og udkommer den 19. oktober. Albummet vil være MØs andet album, hendes debutalbum No Mythologies To Follow udkom i 2014.

MØ spillede fornylig på den fynske Heartland Festival, en optræden som GAFFA tilddelte fem ud af seks stjerner til og skrev følgende om: "Det ene velskrevne popnummer afløser det andet med den kombination af genkendelighed og overraskelse, som alle gode popsange er gjort af."

LÆS OGSÅ: Pigen fra Fyn på alt andet end gyngende grund

Til august spiller MØ på årets SmukFest, og derefter drager hun på efterårsturné, som afsluttes med en stor finalekoncert på hjemmebanen i Royal Arena den 1. december, som bliver MØs hidtil største danske indendørskoncert. Billetsalget er i fuld gang.

Hør den nye single "Sun in Our Eyes" herunder. 





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA