Nyhed

Duran Duran i KB Hallen

De oprindelige Wild Boys dukker op i København 22. juni

I sidste uge kunne vi fortælle, at Duran Duran 21. juni vil slå et smut forbi Hjørring for at give den første danske koncert siden 2005.

Ved samme lejlighed luftede vi også et rygte om, at gruppen også havde tænkt sig at svinge forbi København. Det viste sig at holde stik, for der er netop blevet offentliggjort en koncert i KB Hallen dagen efter.

Sidst gruppen var i Danmark, var i den gendannede version af bandet, hvor de fem originale medlemmer alle var med rundt.


Siden da har de for anden gang mistet guitaristen Andy Taylor, men Simon Le Bon, Nick Rhodes, John Taylor og Roger Taylor er stadig med og helt sikkert klar til at blande materialet fra deres seneste album "Red Carpet Massacre" med sange som "Hungry Like The Wolf" og "Rio", når de gæster Danmark.

Billetter til koncerten i Hjørring 21. juni kan allerede nu købes via Billetnet, og samme sted vil man fra 7. april kunne købe billetter til koncerten 22. juni i KB Hallen.

ANNONCE