Lana Del Rey udtaler sig efter stalkers dom

Lana Del Rey udtaler sig efter stalkers dom

Lana Del Rey er en af de utallige stjerner, som har været udsat for en stalker. Den 43-årige mand er nu blevet dømt, og sangerinden taler ud om episoden. 

Et års fængsel. Det er, hvad sangerindens stalker fik for at chikanere, true og stalke Lana Del Rey gennem flere år. Manden blev anholdt en gade væk fra sangerindens koncert i Orlando tilbage i februar. Anholdelsen skete, efter at politiet fik et tip om en potentiel kidnapning af den amerikanske sangerinde – stalkeren var desuden i besiddelse af en kniv. 

I retten blev der læst flere opdateringer op fra Michael Shawn Hunts Facebook-side, som blandt andet lød følgende: 

"Jeg elsker dig så meget Lana, jeg kan ikke vente med at være tilbage i dine arme. Jeg savner dig baby, jeg savner dig så meget Lana".

LÆS OGSÅ: Lana Del Rey langer ud mod Kanye efter Trump-støtte

Efter dommen postede Lana Del Rey et screenshot af en artikel om straffen og skrev: "Hvis du medbringer våben til showet – vil politiet sandsynligvis vide det, før jeg gør, ligesom de gjorde i Orlando". Opslaget er ikke længere tilgængelig på de sociale medier. Men kan ses lige her. 

Første gang, Lana Del Rey omtalte episoden, var tilbage i februar – få dage efter Hunts anholdelse. Her fortalte Lana Del Rey ud mod publikum i Atlanta: "Jeg føler mig lidt mere følelsesladet, end jeg troede, efter hvad der skete i Orlando, men jeg vil bare være her hos jer i aften. Og faktisk havde jeg det fint, men så blev jeg en lille smule nervøs, da jeg trådte ind på scenen". 

Det er ikke første gang, at Lana Del Rey har været udsat for stalker. Tilbage i 2016 blev en mand dømt for at have brudt ind i Lana Del Reys hjem og fik tre månders fængsel. 

LÆS OGSÅ: Lana Del Rey annoncerer ny single og album


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA