Nyhed

VIDEO: Slipknot fejrer Halloween med ny single

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

De teatralske metal-ikoner fra Slipknot er tilbage med singlen ”All Out Life” og teaser for det kommende album, der er ”et af de mørkeste kapitler i bandets historie”. Se musikvideoen ovenfor.

Det amerikanske nu metal-band havde premiere på deres nye single i går aftes, den 31. oktober, da frontmand Corey Taylor gæstede radiostationen Beats 1, hvor han blandt andet snakkede om den nye single og det kommende sjette studiealbum fra Slipknot.

I radio-interviewet fortæller Taylor om teksten bag den nye tunge single: ”Alle snakker om giftig maskulinitet og giftige fanskarer disse dage, men det, der bekymrer mig, er den giftige idé om, at medmindre noget ikke er udkommet inden for de sidste 10 minutter, så er det ikke noget værd, og det generer mig”.


LÆS OGSÅ: Slipknot-koncert aflyst grundet maskeringsforbud

Han fortsætter: ”Jeg elsker ny musik, men det er samtidig også vigtigt ikke at vende ryggen til den musik, der har været. Nummeret er en overordnet opsang, der siger ’Lad os hverken tale om gammel eller om ny musik, lad os snakke om det, der er. Lad os snakke om, hvad der er godt, og hvad der er oprigtigt og stå bag det’”.

Det kommende album, der uden tvivl vil sende fans direkte ind i en headbangende ekstase, er sat til at udkomme til næste år. Corey Taylor lover dog ikke noget: ”Det skal først være, når det giver mening – det bliver nødt til at være Slipknot. Det skal ikke være noget, der bare bliver lagt op, fordi vi kan; det skal være kunstnerisk, det skal være indholdsrigt, det skal være passioneret”.


Taylor lover dog, at det vil være et kompliceret, mørkt, tungt, melodisk, voldsomt og vredt album: ”Bandet satte sig sammen og begyndte at skrive noget af det mest fantastiske musik, jeg nogensinde har hørt. Det var så godt og så inspirerende, at jeg bare kunne sætte mig ned og skrive alt det, jeg følte”.

LÆS OGSÅ: Band-kollega og fans raser mod Slayer-frontmand

Det er for nyligt blevet offentliggjort, at Slipknot vil spille på næste års Copenhell. Den maskerede nu metal-gruppe fik for alvor banket gang i Refshaleøen tilbage i 2015, hvor GAFFA kvitterede med fire stjerner


ANNONCE