Nyhed

Hitter i Danmark – hvad med udlandet?

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Lukas Grahams tredje album har toppet som nummer 89 i USA – forgængeren fik en tredjeplads

Lukas Grahams nyligt udsendte tredje album, 3 (The Purple Album) er blevet et stort hit herhjemme, hvor det har ligget uafbrudt i toppen af hitlisten, siden det udkom 26. oktober, og det har nu modtaget guldcertificering for 10.000 solgte og streamede albumenheder.

I det store udland går det lidt langsommere. Albummet gik ind på en 89. plads på den amerikanske Billboard-hitliste og var ude af top 200 ugen efter. På den engelske top 100 har albummet slet ikke været repræsenteret. Unægteligt noget lavere placeringer end Lukas Grahams forrige album, Lukas Graham (The Blue Album), der gik ind på henholdsvis en tredje- og en andenplads på de pågældende hitlister i 2016.


I vores nabolande går det lidt bedre. Albummet har toppet som nummer 2 i Norge og nummer 3 i Sverige, mens det har peaket på en 57. plads i Tyskland. Lukas Grahams forrige album opnåede også en tredjeplads i Sverige, mens det går fremad i Norge, hvor det nye album har fået en markant bedre placering end forgængeren, der toppede på en 15. plads.

LÆS OGSÅ: De danske verdensmænd går ned i tempo på bundsolid treer

Førstesinglen "Love Someone", der i adskillige uger har toppet den danske singlehitliste og har modtaget platin for ni millioner streams, har slet ikke været i top 100 i USA og England, mens den i Norge og Sverige har ligget henholdsvis nummer 5 og 9, og så har den i øvrigt ligget nummer 31 i Australien og nummer 66 i Tyskland. Lukas Grahams kæmpehit "7 Years" toppede i 2016 hitlisterne i både Sverige, Storbritannien, Australien og mange andre lande, mens det lå nummer 2 i USA, nummer 4 i Norge og nummer 6 i Tyskland.


Fra bandets danske pladeselskab Copenhagen Records lyder det, at hverken gruppen eller deres management har nogen kommentarer til deres hitlisteplaceringer.

Bandet indleder i slutningen af januar en turné med tre koncerter i Royal Arena, hvor der er udsolgt til de to, mens der meldes "få billetter" til de to koncerter umiddelbart efter i Jyske Bank Boxen. Herefter fortsætter touren til USA og Europa – måske kan det sætte gang i hitlisteplaceringerne.

LÆS OGSÅ: Lukas Forchhammer fylder 30 år – her er fem højdepunkter i karrieren


 

 

 


 

ANNONCE