Nyhed

Ariana Grande frigiver mini-dokumentar

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

"We want to bring you as closely into our world as possible"

Sådan udtaler Ariana Grande i traileren til sin nye mini-dokumentarserie – et YouTube-samarbejde, der bliver vist i fire dele. Første del frigives i dag torsdag, men for YouTube Premium-abonneneter kan hele serien ses nu.

Titlen på mini-dokumentaren er Dangerous Woman Diaries, der – som navnet antyder – kredser om den 25-årige sangerindes Dangerous Woman-turné, krydret med bidder fra tilblivelsen af hendes seneste album Sweetener.


LÆS OGSÅ: Lyden af nutidens diva

Doku-serien vil blandt andet vise Grande i studiet med Pharrell, optagelser fra hendes forberedelse til MTV Music Video Awards samt behind-the-scenes video fra forskellige musikvideoer, såsom "The Light Is Coming" og "God Is a Woman".

I traileren får vi en forsmag med adskillige optagelser, der viser sangerinden på scenen eller på slap line – blandt andet i en seng med to af sine dansere, der stiller hende spørgsmålet: "Hvorfor laver du det her projekt?". "Jeg vil synge for jer, og jeg vil dele de her oplevelser," svarer hun.


Tidligere på måneden spillede Grande en storslået live-koncert for BBC med et kvindeligt strygerorkester, som hun udtalte var "en drøm, der gik i opfyldelse." Hun har også for nyligt udgivet singlen "Thank U, Next", hvor hun bearbejder sine tidligere forhold med blandt andet Mac Miller, Big Sean og Pete Davidson. Sangen har slået adskillige Spotify-rekorder, heriblandt den hurtigste sang til at nå 100 millioner streams nogensinde – på kun 11 dage.

 

ANNONCE