Nyhed

Lukas Graham udgiver video med Hus Forbi-sælgere – minikoncert i dag

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

"Med musik er vi alle lige"

Lukas Graham har netop offentliggjort videoen til en liveversion af sangen "You're Not the Only One (Redemption Song)", med kor og instrumentbidrag fra Hus Forbi-sælgere. Sangen er netop udkommet på en vinylsingle, som man kan købe i hele december måned – men kun hos Hus Forbi-sælgere. Se videoen ovenfor.

Singlen udgives officielt i dag klokken 9:00 ved Storkespringvandet i København, hvor Lukas Forchhammer og bandet sammen med Hus Forbi-sælgere sælger pladen. Klokken 11:00 sælger Lukas Forchhammer og bandet samt Hus Forbi-sælgere pladen ved Christianshavns Torv, hvor Lukas Graham spiller en gratis minikoncert klokken 12:00.


”På tværs af køn, generationer og samfundslag kan vi mødes om musik. Og med musik er vi alle lige. Netop derfor det er helt naturligt, at vi og en superstjerne som Lukas ligeværdigt kan mødes og lave et fælles nummer,” siger Simon Nielsen, som er én af i alt tyve Hus Forbi-sælgere, der medvirker på sangen. Alt overskud fra salget går ubeskåret til Hus Forbi.

B-siden af singlen er den tidligere hjemløse Kasper Hedegreens nummer "I’ve Got No (Home)". Hans sang handler om at have noget hjemligt og trygt, som ikke nødvendigvis er et hjem med fire vægge.

Det nye nummer af Hus Forbi byder også på et stort interview med Lukas Forchhammer, der, som mange vil vide, er vokset op på Christiania og er vant til, at skæve eksistenser og hjemløse er en almindelig del af bybilledet.


Vinylen kan købes sammen med Hus Forbi-kalenderen for 2019. Her kan man se og læse om 12 sælgere, der alle mestrer et instrument og fortæller om, hvad instrumentet og musikken betyder for dem. Fem af sælgerne fra kalenderen spiller med på den nye udgave af "You’re Not The Only One (Redemption Song)". 

Originalversionen af sangen medvirker på Lukas Grahams aktuelle album, 3 (The Purple Album), og er en sang om mørket og frygten, men også lyset, håbet og nødvendigheden af sammenhold i en usikker verden.

LÆS OGSÅ: De danske verdensmænd går ned i tempo på bundsolid treer


 

 

 


 

ANNONCE