Nyhed

Statens Kunstfond kårer årets bedste musikudgivelser

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Legatudvalget for Musik under Statens Kunstfond præmierer de 11 bedste musikudgivelser i 2018

På listen er der hårdtslående dødsmetal, vidtvoksende kammeroperaer, Shanghai-vibrationer, et jazz-bæst og meget mere. Værkerne spænder bredt mellem genrer og udtryk og belønnes alle med 27.500 kroner for deres bidrag til dansk musik i 2018. 

BAEST - Danse Macabre


På listen finder vi blandt andet BAEST, som prydede GAFFAs forside i september måneds jubilæumsmagasin. De præmieres for deres debutalbum Danse Macabre med følgende begrundelse:

– Albummet overrumpler med sin energi og sammensætning, som er en kreativ og personlig fortolkning af old school dødsmetal. Udover den yderst velspillede og gennemarbejdede musik er Simon Olsens stemme helt spektakulær. Frygten forsvinder kun næsten, når man ved, at bandet er fra Aarhus, da man synes at kunne mærke flammende ild under sig, når Danse Macabre folder sig ud. BAESTs debutalbum er dansk dødsmetal, når det er mest potent.

LÆS OGSÅ: En dødsmetalfans våde drøm 


Lydmor - I Told You I'd Tell Them Our Story

Blandt de 11 præmierede danske artister finder vi samtidig Lydmor, der også indtog GAFFA-forsiden i oktober måneds magasin. Hendes album I Told You I'd Tell Them Our Story blev valgt med følgende begrundelse:

– Lydmors sange fremstår på hendes 3. album usædvanlig stærke i både tekst og melodi. Et artpop-univers, en personlig stil med Shanghai-vibrationer, en kvindelig rollemodel, der rent kunstnerisk tør gå egne veje og både dyrke klub-elementer, den gode melodi og det fragmenterede. Lydmor er ikke ny på den danske musikscene, men har gennem de seneste tre år arbejdet intenst med både sangskrivningen og live-performance. Hun viser sig nu som en kunstner med en klar egenstemme.


LÆS OGSÅ: Kunstnerisk, kompleks og konceptuel 

Folkeklubben - Sort Tulipan

Folkeklubbens fjerde album Sort Tulipan er også at finde på Statens Kunstfonds liste. Kjartan Arngrim vender blikket indad med sin poetiske sangskrivning, og trioen leverer sammen et værk, der præmieres med denne begrundelse:


– På Sort Tulipan, som er Folkeklubbens 4. album, fremskriver bandet og frontfigur Kjartan Arngrim
den alvor og præcision i tekst og musik, som altid har eksisteret, men måske har ligget mere latent på
de tidligere indspilninger. Sort Tulipan fremstår som et kunstnerisk hovedværk fra Folkeklubben. Det
er på samme tid enkelt og komplekst, når afgrundsrosen blomstrer i dit hår på "Cohiba Zanzibar".
Poesien står stærkt og gennemarbejdet med talrige referencer på Sort Tulipan, og en kærlig hilsen til
nu afdøde Kim Larsen fornægter sig stadig ikke som bandets afgørende hovedinspirationskilde.

LÆS OGSÅ: Folkeklubben vender blikket indad på fin firer

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik består af komponist og sangskriver Kristina Holgersen (formand), komponist Line Tjørnhøj, komponist Mike Sheridan, komponist Anders Brødsgaard og jazzpianist Mads Bærentzen. Foruden BAEST, Lydmor og Folkeklubben udvælges de følgende danske musikværker, som alle præmieres med 27.500 kroner:


Mathias Heise - The Beast

Janne Mark - Pilgrim

Danielle Dahl - Loosening Orions Belt


Kirstine Fogh Vindelev - Hadets Sange

Lars Klit - Furui Obakeyashi for kammerorkester

Kasper Rofelt - Night Phase koncert for cello og orkester


Martin Stauning - Liminality

Kasper Bjørke - The Fifty Eleven Project

Lyt til Statens Kunstfonds liste over årets bedste musikværker i 2018 her:

ANNONCE