Nyhed

Lady Gaga beklager samarbejde med R. Kelly

GAFFA – alt om musik

"Jeg står bag enhver, som er nogensinde er blevet offer for et seksuelt overgreb"

Lady Gaga beklager nu på Twitter for at have samarbejdet med R. Kelly, der i sidste uge var omdrejningspunkt i dokumentarserien Surviving R. Kelly, hvor en række kvinder på den amerikanske tv-kanal Lifetime fortalte om at være blevet udsat for seksuelle overgreb af r&b-sangeren, i flere tilfælde mens de var mindreårige. I 2013 udgav Lady Gaga og R. Kelly duetten "Do What U Want", en sang Gaga nu vil fjerne fra iTunes og streamingtjenester. Hun udtaler også, at hun aldrig vil arbejde med Kelly igen.

På Twitter (se nedenfor) skriver Gaga "Jeg står bag enhver, som er nogensinde er blevet offer for et seksuelt overgreb" og uddyber:


"Som selv et offer for et seksuelt overgreb skabte jeg sangen og videoen i en mørk tid i mit liv, og min intention var at skabe noget ekstremt udfordrende og provokerende, fordi jeg var rasende og stadig ikke havde bearbejdet det traume, der var sket i mit eget liv. Sangen hedder "Do What U Want (With My Body)". Jeg tror, det er klart, hvor forvrængede mine tanker var på den tid."

Gaga slutter med at skrive: "Jeg undskylder både for min dårlige dømmekraft, da jeg var ung, og for ikke at tale ud noget før."

Sangen "Do What U Want" stammer fra Lady Gagas 2013-album Artpop. I skrivende stund er sangen stadig tilgængelig på iTunes og streamingtjenester.


Forleden var også Chance the Rapper ude at beklage sit tidligere samarbejde med R. Kelly. Kelly selv afviser alle anklager.

LÆS OGSÅ: Chance the Rapper undskylder for R. Kelly-samarbejde

 

 


ANNONCE