x

Hør Vampire Weekends to første sange i seks år

Hør Vampire Weekends to første sange i seks år

Nyt album er klar til foråret

Vampire Weekend har netop udgivet deres to første nye sange i seks år, "Harmony Hall" og "2021". Sangene er forløbere for gruppens kommende fjerde album, der ifølge et interview med Apples radio Beats 1 får titlen Father of the Bride og udkommer til foråret, denne gang på en ny kontrakt med Columbia Records. Bandets forsanger Ezra Koenig fortalte tidligere på ugen på Instagram, at albummet bliver et dobbeltalbum med 18 sange og 59 minutters spilletid og bliver indvarslet med yderligere to sæt af to sange.

"Harmony Hall" er en sommerglad sang med klimprende guitarer og dansable rytmer og varer mere end fem minutter, mens "2021" er et mere afdæmpet og elektronisk præget nummer på mindre end to minutter. Hør sangene nedenfor.

Artiklen fortsætter under sangene

Det bliver gruppens første udspil som trio, efter at Rostam Batmanglij forlod gruppen i 2016 for at fokusere på sin solokarriere, en karriere, der blandt andet bragte ham til NorthSide sidste år. Batmanglij har dog stadig bidraget til det nye album.

LÆS OGSÅ: Vederkvægende weekendkoncert med eks-vampyr

Vampire Weekend har selv ikke givet dansk koncert siden Roskilde Festival 2010, idet deres planlagte optræden i Falconer Salen i 2013 blev aflyst med kort frist grundet uforudsete omstændigheder. Vi må håbe, de kommer forbi i forbindelse med deres nye album.

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA