Nyhed

Ozzy Osbourne aflyser koncerter grundet sygdom

GAFFA – alt om musik

The Prince of Darkness aflyser sine to australske Download Festival-koncerter på grund af sit fortsatte sygdomsforløb

En artikel fra avisen The Sydney Morning Herald meddeler, at den navnkundige heavy metal-sanger Ozzy Osbourne har aflyst sine to Download Festival-koncerter, der skulle have fundet sted den 9. og 11. marts i henholdsvis Sydney og Melbourne på grund af sygdom. Det australske rockband Airbourne afløser.

Osbournes kone og manager Sharon Osbourne kom i dag med en udmelding om sangerens helbred:


”Ozzy udviklede for nyligt lungebetændelse og har brugt lidt tid på hospitalet. Heldigvis er den værste del nu overstået, og hans læger har anbefalet ham at blive hjemme og komme sig i seks uger uden afrejse”.

Osbourne har i samme forbindelse aflyst sin Download Festival-koncert i Japan d. 21. marts.

The Prince of Darkness har desværre set en del til hospitalsværelserne den sidste tid. Tidligere i februar blev den 70-årige sanger hospitalsindlagt på grund af influenzakomplikationer. Han var derfor nødt til at udskyde den europæiske del af sin No More Tours 2-turné. Derudover blev Osbourne tilbage i oktober 2018 indlagt med en alvorlig infektion i sin tommelfinger, der nær havde kostet ham livet.


LÆS OGSÅ: Ozzy Osbourne taler ud om alvorlig infektion

Ozzy Osbourne blev fyret fra heavy metal-pionererne Black Sabbath tilbage i 1979, hvorefter en succesfuld solokarriere fulgte. Osbourne og de oprindelige Black Sabbath-medlemmer Tony Iommi (guitar) og Geezer Butler (bas) genforenedes dog i 2016 i anledning af bandets afskedsturné The End, dog uden den oprindelige trommeslager Bill Ward.

LÆS OGSÅ: Formfuldendt og solid svanesang fra legenderne


ANNONCE