Malurt bliver gendannet

Malurt bliver gendannet

Ved sin koncert i Det Kongelige Teater søndag aften kunne Michael Falch bekendtgøre, at det populære danske rockband Malurt ville vende tilbage i 2020

Det var noget af en overraskelse, der mødte publikum ved Michael Falchs akustiske solokoncert i går aftes. Showets første ekstranummer bestod af 1982-hittet ”Mød Mig i Mørket”, som Falch hyppigt har optrådt med som solokunstner – denne gang fik han dog hjælp af de resterende medlemmer af det danske rockband Malurt. Falch meddelte fra scenen, at Malurt ville tage på turné i 2020 i anledning af 40-års jubilæet for debutudgivelsen Kold Krig fra 1980.

LÆS OGSÅ: 60 år i dag: 15 finurlige facts om fødselaren Falch

Malurt er en navnkundig instans inden for dansk rock. Bandet har stået bag hits som ”Kold Krig”, ”Mød Mig i Mørket”, ”Superlove” og ”Den Eneste i Verden”. Siden dannelsen i 1977 har gruppen dog haft forskellige konstellationer. Frontmand Michael Falch oplyser, at det kommer til at være formationen fra albummet Black-out fra 1982, og altså ikke besætningen fra det jubilerende debutalbum, som fans kan se frem til gensyn med. Denne 1982-besætning består af Falch på vokal og guitar, trommeslager Peter Mors, bassist Dia Nielsen, keyboard-spiller Pete Repete og guitarist Christian Arendt.

Bandets oprindelige guitarist Peter Viskinde og keyboardspiller Henrik Littauer, der begge forlod gruppen i 1982, deltager ikke i gendannelsen. Peter Viskinde fortæller til GAFFA, at han ikke er blevet spurgt, om han vil medvirke. Fra 1990 og frem til 2008 var Viskinde guitarist i det populære band Big Fat Snake, ligesom han har udgivet en række soloplader. Han arbejder også som billedkunstner. I november skrev Ekstra Bladet, at han ville stoppe sin musikalske karriere, men Viskinde fortæller i dag til GAFFA, at det ikke har noget på sig, og at han stadig laver musik.

LÆS OGSÅ: Peter Viskinde i grimt uheld

Malurt kommer forbi følgende otte spillesteder på deres Superlive-turné i 2020:

27.02.20. Vega, København. Billetter kan købes her.

29.02.20. Nordkraft, Aalborg. Billetter kan købes her.

05.03.20. Magasinet, Odense. Billetter kan købes her.

06.03.20. Vejle Musikteater, Vejle. Billetter kan købes her.

07.03.20. Ringsted Kongrescenter, Ringsted. Billetter kan købes her.

12.03.20. Musikhuset Aarhus, Aarhus. Billetter kan købes her.

13.03.20. Musikteatret, Holstebro. Billetter kan købes her.

14.03.20. Tobakken, Esbjerg. Billetter kan købes her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA