Nyhed

BBC bandlyser ikke Michael Jackson alligevel

GAFFA - Alt om musik

På trods af pressemeldinger om det modsatte ønsker den største britiske public service-udbyder BBC ikke at boykotte Michael Jacksons musik fra hverken BBC2 eller deres andre sendeflader oven på ramaskriget omkring dokumentarfilmen Leaving Neverland. En film, der beskylder Jackson for seksuelle overgreb på børn.

The Times skrev så sent som søndag, at BBC angiveligt havde besluttet sig for at bandlyse Michael Jacksons musik på deres største radiokanal BBC2, men BBC afviser nu, at en sådan bandlysning skulle være aktuel.

LÆS OGSÅ: Stor engelsk radiokanal er stoppet med at spille Michael Jackson


En BBC-repræsentant udtalte i forrige uge følgende til NME:

"Vi betragter hvert stykke musik på dets egne præmisser, og beslutninger om, hvad vi spiller på forskellige platforme er altid truffet med tanke på det relevante publikum og konteksten."

I den forbindelse forklarer en BBC’s repræsentant nu til Variety, at særligt public service-udbyderens store radiokanal BBC2 hovedsagligt fokuserer på at præsentere og spille ny musik. Af den grund bliver musik af en mand som Michael Jackson, der døde i 2009, sjældent spillet på kanalen. Det betyder dog ikke, at Michael Jackson hverken midlertidigt eller permanent er bandlyst, og søndagens nyhed fra The Times afvises dermed.


LÆS OGSÅ: Ensidig, men uafryselig maraton-fortælling om Michael Jacksons angivelige sexovergreb

BBC2 spillede sidste gang Michael Jackson den 23. februar og BBC har desuden så sent som tidligere i dag afspillet hans musik på deres lokale radiokanal BBC Radio Cornwall.

DR spiller også stadig Michael Jackson. Radiochef Gustav Lützhøft udtaler til Politiken: "Vi arbejder ikke med sorte lister i DR med kunstnere, som ikke må spilles. Vi sammensætter altid vores playlister redaktionelt, naturligvis med hensyn til blandt andet kontekst og lytterne".


Den omtalte dokumentarfilm Leaving Neverland havde premiere på Sundance-festivalen i Utah i januar, og del 1 havde streamingpremiere på amerikansk HBO søndag, mens del 2 blev sendt i går. Filmen bliver sendt på den engelske tv-kanal Channel 4 den 6. og 7. marts og kan herhjemme ses på filmfestivalen CPH:Dox 7. marts eler på DR's streamingkanal DRTV fra 8. marts.

 

ANNONCE