x

Norsk statsradio skifter mening: Dropper Michael Jackson-boykot

Norsk statsradio skifter mening: Dropper Michael Jackson-boykot

Efter gårsdagens beslutning fra NRK om en midlertidig boykot af Michael Jacksons musik har stationen nu ændret mening

”Det er ingen skam at tænke sig om en ekstra gang” lød det fra Rødovre Centrums direktør, efter at storcentret havde skiftet mening om fjernelsen af en Michael Jackson-voksfigur fra en vinterferieudstilling sidste måned. Nu har den norske public-service-radio- og tv-station NRK også skiftet mening. I går besluttede NRK nemlig at boykotte Michael Jackons musik i to uger og afvente lytternes og seernes reaktioner. Denne beslutning er nu trukket tilbage ifølge en artikel fra TV2.

LÆS OGSÅ: Norsk statsradio boykotter Michael Jacksons sange

”Beslutningen, som blev taget i går, var en fejl, så vi laver den om,” udtaler Thor Gjermund Eriksen, som er øverste chef for NRK. ”Vi må adskille kunstneren og kunsten og dermed ikke indføre et generelt forbud mod at spille Michael Jackson”.

Eriksen forklarer yderligere, at den oprindelige beslutning blev truffet på baggrund af gode intentioner, men da den fejlagtigt gav indtryk af, at NRK dømmer Michael Jackson og tager stilling til hans skyld, er beslutningen blevet droppet. Det betyder, at NRK på fjernsynskanaler samt radiostationerne P1, P13 og P1+ ikke kommer til at forhindre afspilning af Michael Jacksons musik.

Tidligere i dag kunne GAFFA meddele, at den britiske public-service-udbyder BBC ikke har i sinde at bandlyse Jacksons musik på trods af pressemeldinger om, at det modsatte var tilfældet.

LÆS OGSÅ: BBC bandlyser ikke Michael Jackson alligevel

Første del af dokumentaren Leaving Neverland havde amerikansk premiere i søndags, og i går fulgte del 2. Filmen får engelsk præmiere på Channel 4 i morgen samt 7. marts, og herhjemme kan den omtalte dokumentar også ses 7. marts som del af filmfestivalen CPH:Dox. Leaving Neverland kan streames på DRTV fra 8. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA