Nyhed

King Diamond kommer til Danmark

GAFFA – alt om musik

Den danske metal-konge spiller sit første danske headline-show siden 2006

Skønt lørdag den 10. august 2019 er en sommerdag, så bliver genoprejste K.B Hallen indhyllet i mørke og infernoer af tung buldrende guitar og skinger skrige-vokal, når det danske heavy metal-koryfæ King Diamond giver koncert.

King, der lyder det borgerlige navn Kim Bendix Petersen, har spillet som hovednavn på Copenhell i både 2013 og 2016, men til sommer er han klar til at spille det, der bliver hans første danske headline-show i helt eget navn siden 2006.


LÆS OGSÅ: Stilskaberen King Diamond

Metalsangeren har turneret verden over de sidste par år, hvilket tilbage i januar 2019 udmundede sig i udgivelsen Songs for the Dead Live. Om den kommende turné udtaler King selv:

– Det føles meget som det, vi lavede i gamle dage. Vi har en helt ny sceneproduktion med os, nye sange, gamle sange, vi aldrig har spillet live før, og selvfølgelig nogle klassikere, der er indhyllet i en ny sky af mørke. Jeg garanterer, det bliver et horrorshow, I aldrig vil glemme.


LÆS OGSÅ: Stilskaberen King Diamond varsler album

Support-navnet vil blive udgjort af det polske black metal-band Batushka. Bandet debuterede i 2015 og har ligesom King Diamond en meget teatralsk side, da de optræder iført kutter og bruger kirkehymner i deres musik. Det tegner altså til at blive en mindeværdig mørk aften i København.

King Diamond startede i 1981 sin karriere som sanger i det indflydelsesrige black metal-band Mercyful Fate. Gruppens intense metal-lyd, okkulte æstetik og teatralske sceneshows blev også gennemgående elementer i King Diamonds solokarriere, der siden 1986 har affødt blandt andet det anerkendte album Abigail og Grammy-nominerede Give Me Your Soul...Please.


King Diamond optræder lørdag d. 10. august 2019. Billetsalget starter fredag d. 15. marts klokken 10.00, og billetter kan købes på livenation.dk og billetlugen.dk.

ANNONCE