Nyhed

Dansk rap-stjerne bringer fest til Grøn 2019

GAFFA – alt om musik

Kesi er blevet offentliggjort til Grøn Koncert 2019

Oliver Kesi har siden 2011 sat sit aftryk på den danske rap- og grime-scene med ørehængere som ”Søvnløs”, ”Kom Over” og ”Mamacita”. Disse numre har, sammen med resten af perlerækken af hits, høstet over 65 millioner afspilninger. Siden sin debut har Kesi samarbejdet med flere af dansk raps prominente navne, spillet udsolgte turnéer og nu er tiden inde til, at den unge hitmager repræsenterer Nørrebro, når Grøn 2019 rejser rundt i Danmark.

LÆS OGSÅ: Kesi tager på turné


Kesi fortæller, at man til hans Grøn-koncert kan forvente en fed fest med en masse energi, hvor man også kan slippe sig selv fri. Han udtaler desuden, at der både vil være nye og gamle sange – måske endda nogle helt nye skud på stammen. Om sit samarbejde med Grøn fortæller han:

– Noget af det jeg har til fælles med Grøn er for det første, at vi begge to godt kan lide at samle mange mennesker rundt om os, og for det andet at vi begge to godt kan lide en god fest. Så jeg er sikker på, at vi nok skal blive et godt makkerpar.

Kesi fremhæver særligt koncertarrangementets mangfoldighed:


– Grøn er en fest, der gør en forskel, fordi der er plads til alle, og den samler en masse mennesker, der normalt ikke ville være til de samme koncerter. Det bliver fedt med så bredt et line-up af forskellige fede kunstnere, der kommer og spiller.

LÆS OGSÅ: Grøn Koncert klar med årets første hovednavn

Grøn Koncert 2019 bliver afholdt i uge 29 og 30, hvor koncertkaravanen kommer forbi Amager d. 18. juli, Kolding 19. juli, Aarhus 20. juli, Aalborg 21. juli, Esbjerg 25. juli, Odense 26. juli, Næstved 27. juli og endelig afsluttes turen i Valby d. 28. juli.


Billetter kan købes på grønkoncert.dk

ANNONCE