GAFFA – alt om musik
I dag offentliggør Tinderbox både internationale og nationale rocklegender til årets festival i form af Neil Young + Promise of the Real og The Savage Rose
Efter mange måneders hårdt arbejde er det endelig blevet en realitet. Neil Young, et af rockens største og vigtigste navne, er booket til at spille på Tinderbox 2019 i selskab med backing-bandet Promise of the Real. Dette bliver den 73-årige Youngs første koncert nogensinde i Odense og hans eneste skandinaviske koncert på denne turné.
Som solokunstner såvel som medlem af grupperne Buffalo Springfield og Crosby, Stills, Nash & Young har den canadiske musiker manifesteret sig som en af rock- og folk-musikkens vigtigste stemmer. Albums som After the Goldrush (1970), Harvest (1973) og On the Beach (1974) taler alle for sig selv om Youngs imponerende sangskrivningsevner. Ligeledes vidner udgivelser som Rust Never Sleeps (1979) og Ragged Glory (1990) med bandet Crazy Horse om den elektrificerende og medrivende rocksound, der bidrog til hans kaldenavn ”the Godfather of Grunge”.
Alderen har endnu ikke lagt en dæmper på Young, der stadig turnerer og udgiver album hyppigt. Manden er dertil stadig en kompromisløs live-performer, der med ganske få formaliteter kaster sig ud i lange, beskidte guitarsoli og vitale versioner af nye og gamle sange fra en karriere, der strækker sig over fem årtier.
Neil Young + Promise of the Real optrådte på Roskilde Festival i 2016 med et show, der udløste stor fryd og hele seks stjerner fra GAFFAs anmelder.
Fra samme tidsperiode stammer danske The Savage Rose, som har produceret nogle af dansk rocks største plader – ikke mindst takket være Annisette Koppels mægtige vokal. Bandet debuterede i 1968, men heller ikke her tynger alderen, og The Savage Rose er også klar til at indtage Tinderbox for første gang.
LÆS OGSÅ: Tinderbox klar med nye navne – blandt andet poplegender og internetfænomen
Tinderbox 2019 afholdes i Tusindårsskoven d. 27.-29. juni, og billetter kan købes her