Nyhed

Broken Social Scene vender tilbage til Danmark

GAFFA – alt om musik

Det canadiske indierock-kollektiv giver koncert i København ni år efter deres sidste danske besøg

Det legesyge band Broken Social Scene slog sine rødder i slutningen af 1990’erne. Her forenede kernemedlemmerne Kevin Drew og Brendan Canning sig med medlemmer af indiegrupperne Metric, Do Make Say Think, Stars og Feist, og siden har kollektivet Broken Social Scene været med til at definere indierock-scenen i Canada. I 2010 tog de imidlertid en længere musikalsk pause, og dette var da også det sidste år, de gæstede Danmark – indtil nu. Broken Social Scene annoncerer nemlig, at de giver koncert i Amager Bio den 9. august 2019.

Kollektivet har gennem årene talt alt fra seks til 19 medlemmer, og gruppen er kendt for at lade alle musikernes inspirationskilder skinne igennem i deres finurlige barok-klingende indierock. Broken Social Scene har solgt mere end én million eksemplarer på verdensplan og har fem studiealbum i bagagen, inklusive gennembrudspladen You Forgot it in People fra 2002.


Efter 2010s Forgiveness Rock Record gik bandet på pause, men begyndte at røre rigtigt på sig igen omkring 2015. I 2017 udgav de comeback-albummet Hug of Thunder, som blev nomineret til den canadiske musikpris JUNO-prisen. Tilbage i januar udsendte de forløbersinglen ”All I Want” fra ep’en Let’s Try The After Vol. 1 EP, der udkommer senere i 2019.

LÆS OGSÅ: Drew, Feist og resten af slænget er tilbage

Om projektet fortæller Kevin Drew: “Pointen er at blive ved. Vi har mere at give."


Fredag den 9. august kan danske fans efter ni år atter se og høre med egne øjne og ører, hvad Broken Social Scene har at give af.

Billetsalget starter fredag den 22. marts klokken 10.00, og billetter kan købes på ticketmaster.dk

LÆS OGSÅ: Broken Social Scene: Store Vega, København


ANNONCE