x

Bliss med på Sex And The City-soundtrack

Bliss med på Sex And The City-soundtrack

Hvis du er kvinde, og ikke mindst, hvis du også er single, ved du højst sandsynligt, at der er en dansk premiere på filmudgaven af tv-serien "Sex And The City" lige om hjørnet. Og hvis du er mand, er du formodentlig lykkeligt uvidende om denne begivenhed. I hvert fald indtil du læser dette.

Men det gør der altså, og når det er interessant i denne sammenhæng, skyldes det, at den danske downbeat/chill-out-elektronikaduo Bliss har sneget sig med på den stort anlagte Hollywood-produktions soundtrack. Nærmere betegnet med et af deres ældre og nok mest kendte numre, "Kissing".

"Kissing" var oprindeligt med på Bliss' debutalbum "Afterlife" fra 2001, og medvirkede igen – i en lidt ændret version – på opfølgeren "Quiet Letters" fra 2003. Og er denne version, der altså medvirker på filmens soundtrack.

Bliss udgiver i øvrigt et nyt album september/oktober 2008. På det kommende album medvirker blandt andre sangerinden og skuespilleren Lisbeth Scott kendt fra fra Steven Spielbergs "Munich" og Mel Gibsons "The Passion of the Christ") og Sophie Barker, kendt fra Zero 7.

Bliss alias producer Steffen Aaskoven og producer og komponist Marc-George Andersen og skiftende gæstevokalister har solgt over 100.000 album på verdensplan. Deres album “Quiet Letters” blev af dj Ravin fra den berømte Buddha Bar i Paris og den tilhørende compilation-serie udråbt til ”Album of the Year.” Bliss har desuden haft sange med på mere end 300 (!) compilations world wide – ganske godt gået, må man sige.

Bliss har desuden foreløbig bidraget med fem sange til den populære amerikanske krimiserie C.S.I. Gruppen har også leveret temaet til Toronto Filmfestival, Natfilm-festivalen og DR1's historisk-politiske serie "De skrev historie".

Tracklisten til "Sex And The City – The Movie"-soundtrack er i øvrigt som følger:
1. Labels or Love (Fergie)
2. All Dressed In Love (Jennifer Hudson)
3. The Look Of Love - Madison Park vs Lenny B Remix (Nina Simone)
4. New York Girls (Morningwood)
5. All This Beauty (The Weepies)
6. I Like The Way (Kaskade)
7. It's Amazing (Jem)
8. How Deep Is Your Love (The Bird & The Bee)
9. The Heart Of The Matter (India.Arie)
10. Auld Lang Syne (Mairi Campbell & Dave Francis)
11. Kissing (Bliss)
12. How Can You Mend A Broken Heart (Al Green featuring Joss Stone)
13. Walk This Way (Run-D.M.C. featuring Steve Tyler og Joe Perry fra Aerosmith)
14. Sex And The City Movie Theme (The Pfeifer Broz. Orchestra)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA