Nyhed

Nyt Sigur Rós-album på vej

Gruppens femte studiealbum er på gaden 23. juni

Billeder: Jacob Dinesen, fra koncerten i Store Vega, oktober 2007

De atmosfæriske islandske drømmerockere Sigur Rós er på vej med deres femte studiealbum. Udspillet får den tungebrækkende islandske titel "Með Suð í Eyrum Við Spilum Endalaust", hvilket kan oversættes til noget i retning af "Med en summen i hovedet spiller vi uendeligt". Albummet udkommer 23. juni. Singleforløberen med den lige så kryptiske titel "Gobbledigook" (hvilket kan oversættes til noget i retning af "Gobbledigook", eller "vrøvl", om man vil) er netop udsendt og kan i skrivende stund downloades gratis fra Sigur Rós' officielle hjemmeside.

Det nye album bliver mere akustisk orienteret end Sigur Rós' tidligere studiealbum og er skrevet og indspillet hurtigere og bevidst mindre perfektionistisk. Gruppen begyndte først at skrive og indspille det nye album i år, og pladen bliver udsendt hurtigst muligt efter afslutningen af indspilningerne. Nærmere betegnet kun en måned, så Sigur Rós er altså først blevet helt færdige med pladen for få dage siden.


"Með Suð..." er produceret af bandet i samarbejde med den erfarne producer Flood (U2, Depeche Mode med flere). Noget af den er indspillet på Island, ligesom gruppens tidligere albums er det, men for første gang har Sigur Rós også brugt studier uden for Island, nærmere betegnet i New York, London og sågår Havana.

Som på Sigur Rós' tidligere albums er teksterne primært på islandsk og gruppens eget hjemmelavede lydsprog hopelandic, men der har også sneget sig engelske gloser ind på et enkelt nummer. Gruppens mangeårige samarbejdspartnere, strygekvartetten Amiina, er vanen tro med på albummet, ligesom der medvirker blæsere og på enkelt nummer, "Ára Bátur" (Robåd) både London Sinfonietta og London Oratory Boy’s Choir – i alt 90 personer, der har indspillet nummeret live i studiet.

Allerede 2. juni kan man forudbestille det nye album via Sigur Rós' officielle hjemmeside, og gør man det, kan man få lov at lytte til et stream af hele albummet fra den 9. juni. 2. juni kan man også begynde at forudbestille deluxe-udgaven af "Með Suð...", der udkommer senere på året og kommer til at indeholde en "Making Of..."-bog, en film og meget andet godt.


Sigur Rós i korte træk:
Sigur Rós debuterede i 1997 med albummet "Vón", der ikke gjorde det store væsen af sig uden for Island. Det gjorde imidlertid 1999-opfølgeren "Agætis Byrjún", der fik fremragende anmeldelser i den internationale presse og gjorde gruppen til et kultnavn verden over. Gruppen har bevaret sin internationale position lige siden, på trods af at sangteksterne altid har været på enten islandsk eller gruppens førnævnte hjemmelavede lydsprog hopelandic. Sigur Rós' stemningsfulde musik har blandt andet været brugt på lydsiden til en række tv-programmer om dyr og natur.

I 2002 udgav Sigur Rós albummet "()", og i 2005 kom "Tákk". I 2007 udgav gruppen den meget roste live-film "Heima" og albummet "Hvarf-Helm", en dobbelt-cd, der består af lige dele elektriske genindspilninger af mindre kendte, gamle numre og akustiske versioner af nogle af bandets mere kendte sange.

Tracklisten til ""Með Suð..." er som følger:
1. Gobbledigook
2. Inní Mér Syngur Vitleysingur
3. Góðan Daginn
4. Við Spilum Endalaust
5. Festival
6. Með Suð í Eyrum
7. Ára Bátur
8. Illgresi
9. Fljótavík
10. Straumnes
11. All Alright


Sigur Rós kan opleves live til Beatday08 ved Nordhavnen i København 9. august

Sigur Rós' hjemmeside


ANNONCE