Guns N' Roses sagsøger bryggeri for Guns N' Rosé-øl

Guns N' Roses sagsøger bryggeri for Guns N' Rosé-øl

Bryggeriet må ikke benytte sig af bandets "goodwill, prestige og berømmelse"

Guns N'Roses sagsøger et bryggeri for brud på varemærkeloven, skriver Pitchfork. Det amerikanske bryggeri Oskar Blues Brewery sælger nemlig en øl, som det kalder Guns N Rosé, og som det har forsøgt at få indregistreret varemærket på, hvilket Guns N' Roses har protesteret imod. I søgsmålet fra bandet skriver gruppen, at bryggeriet skal stoppe med at sælge øllen og den tilhørende merchandise. Bryggeriet skal have svaret bandet, at det vil fortsætte med at sælge øllen til marts 2020.

I søgsmålet skriver Guns N' Roses, at bryggeriet ikke må fortsætte med at sælge produkterne og benytte sig af Guns N' Roses' "goodwill, prestige og berømmelse" uden bandets godkendelse.
 
Oskar Blues Brewery har endnu ikke udtalt sig om retssagen. I skrivende stund er øllen dog ikke omtalt på bryggeriets hjemmeside.

I februar udtalte Guns N' Roses' bassist Duff McKagan i øvrigt til radiostationen Trunk Nation Radio, at bandet var i gang med at arbejde på et nyt album, deres første siden Chinese Democracy fra 2008 og det første med guitarist Slash og McKagan siden The Spaghetti Incident? fra 1993.

LÆS OGSÅ: Slash tager bladet fra munden om racistisk nummer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA