Folkeklubben giver deres største indendørs koncert til dato

Folkeklubben giver deres største indendørs koncert til dato

Klar til KB Hallen

Folkeklubben annoncerer i dag deres til dato største indendørs koncert, som vil finde sted i KB Hallen lørdag den 21. marts 2020.

Koncerten bliver en kulmination på en rejse, der startede 23. maj 2011 i Folkets Park på Nørrebro foran fire måbende piger og en schæferhund, og som fire album og mange hundrede koncerter senere nu har nået et foreløbigt klimaks med albummet Sort Tulipan fra oktober 2018. En plade, der har fået fremragende anmeldelser, og som blev årets tredje mest solgte vinylplade i Danmark. Ved den efterfølgende turné i vinteren og foråret 2019 spillede gruppen for 20.000 mennesker og gav blandt andet tre udsolgte koncerter i Store Vega.

LÆS OGSÅ: Her er de 20 mest solgte vinylplader i Danmark i 2018
 
Folkeklubben består af forsanger og guitarist Kjartan Arngrim, trommeslager Rasmus Jusjong og lead-guitarist Rasmus Dall – og assisteres til koncerten af bassist Ida Duelund. Om udviklingen og den kommende koncert siger bandet:
 
"Fra vi mødtes første gang og spillede sangene igennem, lagde vi de planer, som nu – ni år, utallige turnéer og fire plader senere – går i opfyldelse. Og det er denne blanding af ægte, ufortyndet storhedsvanvid kombineret med evnen til at holde snuden i sporet – konstant skrive, indspille og udgive plader – der er hemmeligheden bag vores succes. Vi troede, at vi skulle spille de største steder på vores første plade. Men det har været vores held, at vi langsomt har måttet bygge det op, og at det netop er med Sort Tulipan, at vi bryder lydmuren til K.B. Hallen. Et sted, der på smukkeste vis forener de ting, som vi har prøvet at integrere i vores sange: tradition, fremdrift og fornyelse."
 
Afslutningsvis tilføjer bandet: ”Bob Dylan og The Beatles har jo for helvede stået på den scene – og nu føler vi os i grunden klar.”

Da Folkeklubben udgav albummet Sort Tulipan, gav de et stort interview til GAFFA, og da blev de blandt andet spurgt, om de havde planer om at spille i Royal Arena. Det havde de ikke umiddelbart, svarede de dengang. Men der er selvfølgelig også forskel på kapaciteten i KB Hallen og Royal Arena med plads til henholdsvis 4900 og 16.000 personer.

LÆS OGSÅ: Folkeklubben-interview: Med babyskridt mod stjernehimlen
 
Folkeklubben kan opleves i K.B. Hallen lørdag 21. marts, og billetter til koncerten kan købes fra fredag 14. juni kl. 10.00 via Billetlugen.dk

Varm op med titelnummeret fra "Sort Tulipan":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA