Folkeklubben-interview: Med babyskridt mod stjernehimlen

Folkeklubben-interview: Med babyskridt mod stjernehimlen

700 koncerter og fire album på syv år. Man bliver helt forpustet af at høre om Folkeklubbens aktivitetsniveau, og nu er de på landevejen igen, med et nyt, rost album i ryggen. Vi fangede dem i et sjældent, stillesiddende øjeblik for at høre, hvad det er, der driver dem.

Folkeklubben sover aldrig. Det kunne man i hvert fald godt forledes til at tro, når man ser alt det, de har udrettet de sidste syv år. Cirka 100 koncerter om året og fire albumudgivelser, senest det meget roste Sort tulipan fra oktober 2018. Fra slutningen af januar og til sidst i april drager de atter på Danmarksturné, og adskillige koncerter er allerede udsolgt. GAFFA har mødt trioen over en frikadellesandwich med tilhørende IPA-øl på deres stamcafé Din Nye Ven i Sankt Peders Stræde i indre København for at høre om, hvorfor de er så aktive og produktive, og hvad deres ambitioner er for fremtiden. I baggrunden spiller Bob Dylan, og det er ganske passende, for legenden er også kendt for at turnere konstant. Og så er det oplagt at begynde med spørgsmålet om, hvorfor gruppen spiller så meget live?

– Fra begyndelsen havde vi to strategier, fortæller sanger, sangskriver og rytmeguitarist Kjartan Arngrim og fortsætter: – Det var dels en måde, vi kunne lære hinanden at kende på, for vi kendte ikke hinanden i forvejen. Vi ville også gerne ud og have nogle historier sammen, så vi havde noget at fortælle, når vi en dag fik lov at tale med GAFFA. Dels havde vi svært ved at få arrangeret koncerter på de gængse spillesteder og festivaler, med god grund, for vi kunne jo knap nok spille. Derfor begyndte vi at spille alle mulige små steder, for eksempel udbrændte kiosker, banegårde og mændenes hjem, ikke for at hjælpe de hjemløse, men for at hjælpe os selv, og vi fandt ud af, at vi havde spillemandsgenet. Vi er ikke studiemusikere, der kan lide at sidde og rode med knapperne og optage igen og igen. Vi fandt også ud af, at der var historier på vejen, og der var sange i det, og vi fandt ud af, at landet er stort og vildt.

Rasmus Jusjong, trommeslager og korsanger, tilføjer: – Og når vi er på vejen, så er det jo det meste af tiden, der foregår uden for scenen i en nomadetilværelse, og når man først finder ud af, at man bliver bidt af det og oven i købet får lov til at spille musik – det er et stærkt drug.

Rasmus Dall, lead-guitar: – Da vi begyndte, kaldte vi os verdens mindste hær. Vi hængte for eksempel plakater op ulovligt og satte klistermærker op på barer, og det var en angrebshær. Det var en guerillahær.

Hvor længe gik der så, inden I kunne leve af det?

Rasmus Jusjong: – Det er jo et definitionsspørgsmål, men vi har altid været gode til at leve på et lavt budget, og der var ikke nogen, der havde stiftet voldsom gæld.

Kjartan: – Vi kom fra forskellige vikarjob, og vi havde ikke opbygget et kæmpe forbrug.

Rasmus Dall: – Men vi fandt hurtigt ud af, at der ikke var tid til at lave andet end Folkeklubben, så vi blev nødt til at gå all in.

Kjartan: – Jeg var endelig blevet lærer på HF i filosofi på halv tid, men da vi havde fået vores første større honorar på 12.000 kroner i julen 2013, hvor der dog også skulle betales transport og lyd, så sagde jeg mit job op og tænkte: ”Nu er vejen åben til landet med mælk og honning.” Det var det dårligst tænkelige tidspunkt set ud fra en generel fornuftig betragtning, for jeg havde lige fået en søn, og man kan hurtigt ende som arbejdsløs akademiker, men min kone sagde, at det var det helt rigtige at gøre. Og så vendte det, men det var meget med at skrabe til bunke. I dag kan vi stadig opleve, at der kommer københavnske musikere hen til os her på vores yndlingsbar og siger: ”Skidesmart idé, og hvor er det heldigt, at I kan leve af det,” men der er ikke meget held i det. Hvis vi havde brugt den samme tid på at gå med aviser eller samle flasker, som vi har brugt på at spille musik, havde vi også kunnet leve af det.

Men havde I opsparinger, I kunne trække på?

Rasmus Jusjong: – Nej, det var én stor risiko.

Rasmus Dall: – Og vi trak den langt. Da vi indspillede Nye tider, var det frem til klokken halv otte om morgenen, og Kjartan skulle så direkte videre og undervise på HF, og Rasmus Jusjong kom ud i den ostebutik, hvor han arbejdede og lignede lort. Til sidst blev det helt uforsvarligt. Men vi kunne se, at vi havde en sommer, hvor vi havde linet 37 koncerter op, og så begyndte det at ligne noget. Men vi var alligevel nødt til at spille koncerter hele efteråret også.

Se Folkeklubben fremføre "Hvor smukt kan det regne" fra Sort tulipan – artiklen fortsætter under videoen:

 

Tyngdeloven gælder også Folkeklubben

Folkeklubben oplevede dog en vis medvind fra starten, for hurtigt fik de en pladekontrakt, året efter dannelsen stod de med deres første ep i hånden og et år senere med et regulært album. Det var dog ikke noget, der katapulterede dem op i den syvende himmel.

Kjartan: – Det er ikke en pladekontrakt, der gør, om man bliver til noget. Med de første plader havde vi regnet med, at landet ville eksplodere i jubel, og det gjorde det jo ikke. Mange siger, at det gik skidestærkt med os, men det var meget trip-trap-træsko.

Rasmus Jusjong: – Det hele skal jo tjenes hjem igen.

Mærkede I et vendepunkt på et tidspunkt?

Rasmus Jusjong: – For os er alle skridt babyskridt. Dog var det stort, da vi solgte ud på Ideal Bar på dagen, og da tænkte vi: ”Det bliver fandeme vildt, det her”. Og på Atlas i Aarhus. Eller Hagges Musikpub i Tønder eller Tøjhuset i Fredericia.

Kjartan: – Vi kan måske godt mærke et vendepunkt med denne her plade, hvor vi skal spille to gange Store Vega og to gange Musikhuset Aarhus, men jeg tror også, det skyldes alle de guerillating, vi har gjort gennem tiden. Hvis du står og spiller på en banegård i Ribe, og du er 33-34 år og har lavet din anden plade, kan du måske godt blive i tvivl om, om det er en god idé, og om der er perspektiv i det, men hvis du bliver ved, og der samtidig kommer flere og flere til, og du får lavet en fjerde plade, der bliver taget godt imod, så bliver hele ukrudtsnettet af guerillating samlet til en meningsfuld bevægelse. Hoppet har været lidt større op denne gang, men det kan jo være, det bliver desto meget større nedad næste gang.

Når Folkeklubben spiller så meget, er det fristende at spørge dem, om de er bange for at blive overeksponerede – at folk holder op med at komme til deres koncerter, fordi de spiller så tit, at man altid kan nå dem næste gang. Det afviser Kjartan dog:

– Nej, for vi deltager aldrig i ting, der ikke har noget med musik at gøre. Det er en god vaccine. Og vi frygter ikke nedturen. Tyngdeloven gælder også Folkeklubben, så den skal nok komme, og jeg tror, det er en fordel, at turen op har været trip-trap-træsko. Den dag, nedturen indtræffer, tror jeg, vi vil finde en vis tilfredsstillelse i at genstarte det hele. Jeg stoler ikke på en musiker, der ikke har haft en nedtur. Dylan har haft det, da han blev kristen, Larsen har haft det, da han forsøgte i USA og blev en eklatant fiasko, og de har begge genrejst sig selv.

Rasmus Dall: – Men der skal selvfølgelig være noget at falde ned fra. Hvis man kommer fra at være et undergrundsfænomen og så får en nedtur, så er det ikke så sjovt. Man skal have været oppe og røre ved solen og få brændt sine vinger.

Kjartan: – Vores ambitioner var store fra den første dag, uden at vi havde noget at have det i, andet end nogle gode sange.

Se videoen til "Men ikke endnu en vinter" fra Sort tulipan – artiklen fortsætter under videoen:

 

Når man står i spillemandshimlen, bliver man ikke spurgt, om der var udsolgt

Folkeklubbens forårsturné byder blandt andet på to gange Store Vega og to gange Musikhuset Aarhus’ Store Sal, og så er det oplagt at spørge, hvad der bliver næste skridt? Måske Royal Arena, som efterhånden mange danske bands har annonceret koncerter i, senest The Minds of 99 og Phlake? Ikke umiddelbart, lyder svaret.

Rasmus Jusjong: – Et mere oplagt move ville være at prøve at genbesøge nogle af de steder, vi spillede i starten. Det er mindst lige så spændende. Men det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet.

Kjartan: – Man skal gøre det, hvis det ikke kan være anderledes. En værre tendens er den, at man ikke kan spille, hvis der ikke er udsolgt, om man så skal sælge liggende billetter. Når man står i spillemandshimlen, bliver man ikke spurgt, om der var udsolgt. Så handler det om, hvor godt man spillede.

Rasmus Dall: – I stedet for at tænke i størrelsen på koncerterne vil vi hellere spille interessante koncerter, og det kan være på NorthSides store scene, eller det kan være i et forsamlingshus.

Kjartan: – Vi kan godt lide at lege med myten om Folkeklubben. Da vi spillede akustisk i 2018, legede vi lidt med setuppet, for akustisk lidt indikerer, at man spiller med et skrabet setup, men vi spillede i landets største koncertsale, i DR Koncerthuset og Musikhuset Aaarhus, der var kun syv koncerter, og det var med fem musikere på scenen, og så mange har vi aldrig været før. Så det er faktisk lang tid siden, vi har spillet på en kro. Vi kan godt tænke at blæse det op i skala og flyve højere, end vingerne kan bære. Det synes vi er en sjov øvelse, så kan man altid ende der igen.

Bliver det at spille aldrig en dag på kontoret?

Rasmus Jusjong: – Nej, for vi spiller alt selv, vi har ikke in-ears, og vi har ingen backtracks. Og spillestederne og publikum er nye hver aften.

Er der nogen steder, I ikke har spillet?

Kjartan: – Ringkøbing, og næsten ikke på Lolland. Og Lindholm, haha.

Har I et Danmarkskort med nåle, hvor I markerer, hvor I har spillet?

Kjartan: – Ja, men på et tidspunkt stoppede vi med at holde styr på det.

I har et ekstra medlem med på jeres nye turné, bassist Ida Duelund. Hvordan kom hun med i klubben?

Kjartan: – Vi tror meget på tegn og skæbneting. Ida så vi første gang for nogle år siden i Oslo, hvor vi optrådte til By:Larm, og hun spillede med Vinnie Who. Vi syntes, hun groovede vildt fedt og var enormt karismatisk. Her i sommer så vi hende så igen med Soleima på Kløften, og hun så ud, som om hun havde groovet uafbrudt siden dengang, og så spurgte vi, om hun ville på turné med os. På det nye album er der masser af el-bas, som mest bliver spillet af vores producer Frederik Thaae, men han bor jo i LA og arbejder som producer dér. Og den bas skulle vi næsten have med. Vi har altid tænkt på grundstammen i bandet som en trio, men på vores forrige album Slå flint! havde vi slagtøjsspilleren Eliel Lazo med på pladen og nogle af koncerterne og hans lærling Yohanier Ramon på mange andre koncerter, og ved de akustiske koncerter havde vi Yohanier og keyboardspiller Nikolaj Busk fra Dreamers Circus med.

I har alle kone og sammenlagt fem børn. Hvordan får I jeres familieliv til at hænge sammen med, at I turnerer så meget?

Kjartan: – Vi har verdens mest forstående og hjælpsomme koner. Uden dem ville det ikke lykkes.

Bliver I aldrig trætte af at være så meget sammen, og hvad gør I i så fald?

Kjartan: – Vi kan i vores syvende leveår konstatere, at vi aldrig har haft det bedre sammen. Hemmeligheden er fokus og velvalgte pauser fra hinanden. Når vi er sammen, arbejder vi totalt fokuseret – og så er dét at være på turné det absolut mest saliggørende, når man er spillemænd som os. Og så har det været afgørende at invitere nye mennesker ind i foretagendet – det har givet vitalt energi og friskt vand i akvariet at dele scene med musikere som Nikolaj Busk og Yohanier Ramon, og ikke mindst Frederik Thaae fik virkelig forløst os som recording artists. På den kommende turné skal Ida Duelund som sagt med landet rundt; hun er virkelig et lys i mørket på sin bas, og som menneske passer hun perfekt ind i tourbussen. 

Se videoen til "Flammende hjerter" fra Sort tulipan – artiklen fortsætter under videoen:

Syvårskrisen

Folkeklubbens aktuelle album Sort tulipan markerer flere nyskabelser. Det udkommer på et nyt pladeselskab, Universal, som har købt Folkeklubbens gamle selskab ArtPeople, og det er indspillet med en ny producer og i et nyt studie. Kasper Rasmussen og Vesterbro-studiet Mikroskopet er skiftet ud med Frederik Thaae og Sauna-studiet på Frederiksberg. Kjartan fortæller:

Kjartan: – Det opstod fra et åbenlyst behov, som vi dog var lidt langsomme til at opdage. Vi startede med samme producer og samme studie, som vi plejer, men det var ikke spor inspirerende; vi fik det fysisk dårligt af at høre på os selv. Vi var voksne mennesker, der var slidt godt og grundigt. Der skulle ske noget nyt efter syv år, hvor krisen plejer at ramme både ægteskaber og regeringer, og så vågnede vi op til dåd. Rasmus og Rasmus fandt så i samarbejde med vores pladeselskab frem til Frederik Thaae, som har boet og arbejdet i Los Angeles i fem-seks år og produceret for alverdens folk. Vi skypede ham en nat, hvor vi var temmelig fulde på portvin hos mine forældre i Aarhus og sagde, vi ville lave en plade, der var bedre end Forklædt som voksen og Tidens tern (Kim Larsen og C.V. Jørgensen, red.) Sådan noget, man siger, når man er fuld og også lidt mener det.

Rasmus Dall: – Vi sendte nogle demoer til ham og sagde, at han kunne vende tilbage om en time. Det var han frisk på, og det var en fordel, at han ikke kendte ret meget til os i forvejen, og omvendt. Han kom så til Danmark som en vegansk professor med Don King-hår (legendarisk boksepromotor, red.) i slutningen af juni, i den evige sommer, mens der var fodbold-VM, og vi fik så indspillet hele pladen på otte dage i Sauna Studiet, med strygere, og Yohanier på slagtøj, Nikolaj Busk på keyboard og Carsten Skov på vibrafon. Den er indspillet noget mere live end forgængerne. Tekniker er Mads Brinch, som har lavet Blaue Blume og Bisse, og han og Frederik havde heller ikke mødt hinanden før. Det var et underligt sammenskudsgilde af mennesker. Vi havde forberedt os godt i nogle dage hos Jusjongs forældre i Valby, og det var, som om de lyse timer bar os igennem.

Rasmus Dall: – Alt det, havde lavet på vores første tre plader, og da vi spillede vores akustiske turné, fik vi samlet her og skudt af sted med lidt højere til loftet.

Kjartan: – Vi må tilskrive Frederik Thaae meget af æren; han kom ind med vilde idéer og evnen til at føre dem ud i livet. Det var fedt med én, der stillede krav til os. Det plejer at være os, der stiller krav til os selv. Det var virkelig inspirerende.

Hvordan fandt I frem til, at jeres nye producer skulle være netop Frederik Thaae?

Rasmus Jusjong: – Jeg kendte ham lidt fra min skoletid på Sankt Annæ Gymnasium, men han gik et par klasser over mig, så der havde vi ikke noget med hinanden at gøre, men man ser jo altid op til de store. Men vi er ikke sådan nogle, der følger vildt meget med i, hvem der findes af producere, og det vigtigste er selvfølgelig sangene.

Rasmus Dall: – Men vi havde behov for en, der godt kunne tænke tingene stort.

Kjartan: – Vi ville ikke stå i kø hos nogen, hvor forstærkerne allerede stod klar, vi ville lave et clean cut, både for os selv og for musik-Danmark. Sådan tænkte vi faktisk, og så måtte vi over Atlanten. Han har vist vundet en canadisk Grammy (Juno Award, det var dog kun en nominering, red.), men hvad rager det os? Han kom som en ren tavle i den dansk sammenhæng, og det syntes vi var spændende.

Som det burde være fremgået af ovenstående, er Kjartan Arngrim den, der siger mest under interviewet, og sangene starter også hos ham, men han kan ikke klare det alene.

Kjartan: – Jeg skriver teksterne, og der hører altid en melodi til, for det er jo ikke digte, jeg skriver. Jeg havde på den forrige plade en joke med, at hver gang jeg havde været på toilet, sagde jeg: ”Jeg har skrevet en sang”. Men en plade med Kjartan Arngrim og hans akustiske guitar ville være en katastrofe, når jeg er så grøn en musiker, som jeg er (Kjartan begyndte først at spille som 24-årig, se mere nedenfor, red.). En Folkeklubben-sang bliver først en Folkeklubben-sang, når vi får Jusjongs absurde fusionsbaggrund med og en viden om musik på et dybere plan og Dalls baggrund på den sydlangelandske musikskole og hans dyrkelse af den amerikanske inspiration. Jeg kommer med tekst og melodi, og så trækker jeg mig lidt ud, for så kan jeg ikke sige meget andet end, at det er fedt, og det er ikke fedt, jeg kan ikke rigtigt sige ”Hov, hvad med denne her keyboardrolle?” Og i starten var jeg nærmest bange for trommer og bækkener, jeg var bange for, at det ville larme for meget. Jeg tror, jeg var for uerfaren.

– Nu er det, som om at vi har fået slået identiteten så meget fast, at vi kan gå i alle retninger. Nu har jeg også set, hvordan Jusjong kan slå sig løs på trommer, og det var vi alle sammen med på, at det var nu. Dall, du startede jo heller ikke som Guds gave til lead-guitaren, du var sanger og rytmeguitarist i One-Eyed Mule, men nu har du udviklet dig til full blown lead-guitarist med to forstærkere og 80 pedaler og små keyboardroller. Og jeg meddelte vores producer, at jeg ikke skal spille akustisk guitar på en eneste sang, det er el-guitar, det hele. Og der er el-bas på. Så var banen kridtet op. Og Frederik Thaae sagde: ”bare bliv ved med at skrive sange”, og så skrev jeg ”Sort tulipan”, den var slet ikke skrevet, da vi sendte demoer til ham. Et eksempel på, hvad der kan ske, når man møder et menneske, der tillader sig at stille krav. 

Det langsomme selvmord

Arbejdstitlen på albummet var længe Late Night Summer Jesus, titlen på en af sangene på albummet, men kort før deadline blev det ændret, fortæller Kjartan:

– Da udgivelsesdatoen nærmede sig, og det blev alvor, kunne vi godt mærke, at det ikke helt passede, og så kom sangen ”Sort tulipan”, der indkapsler hele pladens tematikker. Der er ni sange, hvor døden optræder helt eksplicit. Det var dog ikke sådan, at vi tænkte over, at vi skulle lave en plade om døden. Jeg kan huske, at jeg sad på Istedgade og skrev en sms til de andre om, om ikke den skulle hedde ”Sort tulipan”, og det var alle bare enige om. Så faldt der en sten fra hjertet. Der er noget mørkt og monumentalt, noget ikonisk over den titel.

Jusjong: – Vi vidste, det var en kæmpestor sang, men vi var i tvivl om, hvordan vi skulle dreje den. Men da vi havde fået lavet et flot strygearrangement, faldt det hele på plads.

Kjartan: – Demoen var nærmest punk. Nede i gården ved Sauna-studiet ligger der et værested for psykisk sårbare. Der sendte vi tit os selv ned, når der skulle øves korstemmer eller findes på et eller andet. Så var der en af brugerne, der spurgte, om vi ikke kunne spille noget af det nye. Vi var lidt blufærdige, men vi spillede en afdæmpet udgave af ”Sort tulipan” med Rasmus’ fingerpicking guitar. Det var tydeligt, at hun blev rørt over den sang, og så tænkte vi: Det er sådan, den skal laves.

Fortæl lidt om sangen ”Sort tulipan”.

Kjartan: – Min far er psykiater og har beskæftiget sig meget med selvmord og har op gennem hele min barndom citeret Camus’ Sisyfosmyten: Det findes et virkeligt alvorligt filosofisk spørgsmål: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Det er enormt præcist. Det er en god pædagogik, så man tvinges til at tænke over svaret frem for at bare at få svarene serveret som i Gurli Gris. Så fandt jeg ud af, at der findes mange måder at slå sig selv ihjel på. Det selvmord, vi synger om i sangen, er det lange selvmord, hvor man bliver et voksent menneske, der har glemt sine tidlige idealer og værdier. Det kan man også glemme som orkester. Du starter med at skrive sange på kvistværelset med det ene formål at skrive sange, fordi du er helt mystificeret over den proces. Så tager du ud og spille sangene med det ene formål at spille sangene og begejstre dem, der nu er der. Du kan ikke forestille dig, det kan blive til mere end det, det er helt rent. Og så kan du langsomt pervertere til en internet-klovn, som får et liv på sociale medier, men glemmer at skrive sange. Det er et helt konkret selvmord, for du bliver til et andet selv end det, du var. Den pervertering ligger lige for hos alle. Det er svært at holde snuden lige i sporet, både for et menneske og for et band.

– Og når vi lige har det ryk, vi har, er det, fordi vi har kunnet holde hinanden til ilden og sige: Skriv nu for helvede nogle nye sange og tag ud og spille dem rigtig godt. Det er det, der får os et nøk op og ikke alt muligt andet. Så når vi synger ”Tag dit smukke liv eller lad være” – jeg tror aldrig, det er blevet sunget før – er det overhovedet forsvarligt at opfordre vores lyttere til at tage deres liv? Det synger vi fordi, vi har så stor tiltro til danskerne om, at de er så dygtige til at tænke sig om, at de godt ved, at det betyder, at man skal tage sit liv alvorligt, siger Kjartan og fortsætter:

– Jeg manglede længe en omkvædslinje. Jeg havde en på engelsk: ”Tonight I will be sleeping in the zoo”, men jeg kunne ikke finde på noget på dansk. Så en dag så jeg et klip i tv med en ny dokumentarfilm om Michael Strunge, og kom i tanker om, at jeg engang som barn havde set et klassisk tv-klip, hvor han diskuterer lyrik med Lola Baidel, Kristen Bjørnkjær og Pia Tafdrup, og hvor han har farvet håret sort for at vise, hvor hård i filten han er. Den udsendelse gjorde stort indtryk på mig som barn, men først mange år senere fandt jeg ud af, at hårfarven hed black tulip. Det gav mig idéen til linjen ”Jeg vil dø som en sort tulipan og springe ud fra den smukkeste altan”, og Strunge hoppede jo ud fra et vindue på fjerde sal. Samme forår havde jeg set sorte tulipaner springe ud i min kolonihave, de springer ud som noget af det første. Det er sådan en sang, der aldrig ville komme, hvis man sad med hovedet i sin telefon eller på Netflix, den kræver, at man er vågen og vaks.

Se Folkeklubben fremføre titelnummeret til Sort tulipan – artiklen fortsætter under videoen:

– Sociale medier kan ikke inspirere til sange, det kan bøger og aviser. Når vi er på turné, kan vi mærke forskel på de dage, hvor vi er på vores telefoner, og hvor vi læser en bog eller en avis. Jeg har aldrig hørt om en sang, der er blevet skrevet på baggrund af scrolling af en telefon. Det kan udløse smalltalk, og det kan også være nødvendigt, men andre gange er det nødvendigt med mere åndelig næring. Hvis du læser Pontopiddan eller Strunge, kan du være heldig, at det drypper på dig med inspiration, det gør det ikke, hvis du går på Instagram. Det er ikke noget, vi siger for at gøre os interessante, det er bare en konstatering.

Er det derfor, I har så mange referencer til andre sange og bøger i jeres tekster?

Kjartan: – Ikke nødvendigvis. Når vi nævner Holger Drachmanns grav på det nye album, så er det jo, fordi vi har besøgt den på vores turné rundt i landet. Vi har stået ved Grenen med et ben i Skagerrak og et ben i Kattegat. Men når vi i ”Men ikke endnu en vinter” synger ”skaf en vikar” er det selvfølgelig en lille hilsen til C.V. Jørgensen og hans sang ”En god dag”. Vi synes, C.V. er en helt, Larsen er en helt, Strunge er en helt, fordi de har præsteret noget ved deres værker, som rækker langt ud over dem selv. Det er det, man sigter til som band.

Dall: – Det er vigtigt, at alt i vores univers skal være vitalt både sprogligt og musikalsk, og derfor har vi fået rigtig meget ud af at være en trio, fordi vi skal bære en hel koncert på en store scene bare tre personer, for alt fyldet og fløden kan vi ikke komme nogen vegne med, når vi bare er tre. Det er egentlig en meget punket tilgang.

Jusjong: – Jeg er ikke særlig belæst, så jeg fanger sjældent referencerne. Jeg troede faktisk, det var en reference til vores egen sang ”Vikaren”. Det er det, der er så fedt med referencerne, nogle læser det ene, nogle læser det andet. Men man kan sagtens være med uden at være litteratur-connaisseur, for det er jeg ikke selv.

Kjartan: – Det gør ikke noget, der er elementer i en sang, folk ikke forstår, bare de kan virke inspirerende. Sådan har jeg det med for eksempel Dylans sang ”Jokerman”. Jeg synes, jeg forstår den fuldstændig, jeg kan bare ikke forklare den. Vi har aldrig nogensinde udsendt en sang, hvor vi ikke tænkte, at den her holder 100 procent, vi har ikke engang indøvet nogen. Vi indspillede faktisk en 12. sang til denne plade, som ikke kom med, en sang i én akkord. Vi fik lavet en flot indspilning af den på den allersidste aften, men da vi lavede rækkefølgen af sangene, kunne vi se, at den ikke passede ind, og det syntes pladeselskabet heller ikke. Gad vide, hvornår den kommer ud?

Et vågent og vakst orkester

Folkeklubben er ikke kun et særdeles aktivt orkester på koncertfronten. De har udgivet fire album på fem år og har et dogme om, at der maksimum må gå to år mellem deres albumudgivelser, fortæller Kjartan:

Kjartan: – Er man et vågent og vakst orkester? Hvis man er det, er der to bands, man sammenligner sig selv med, og de, der siger andet lyver: Beatles og Gasolin’. Beatles udgav to album om året, og Gasolin’ lavede otte album på ni år, selvom de ikke turnerede helt så meget som os. Hvis de kunne, hvorfor skulle vi i Velfærdsdanmark så ikke kunne det? Vi havde aldrig lavet Sort tulipan, hvis det ikke var for vores regel om at lave et album hvert andet år.

Jusjong: – Det ene afføder det andet, koncerter og plader, og det bliver også kedeligt at spille de samme sange live hele tiden.

Kjartan: – De første plader er pludselig langt væk, og de sange er vi frie til at fortolke, som vi vil. Jeg mødte engang Jens Unmack i Føtex, og han sagde: ”bare vent, til I bliver syv år.” Han var ikke ondskabsfuld, det var et venligt råd, og det er også derfor, vi har fået ny producer. Ellers havde vi revet hovederne af hinanden, og pladen var blevet dårlig.

Gasolin’ og Beatles eksisterede i mindre end 10 år. Tror I også, I findes om 10-20-30 år?

Kjartan: – Så langt kigger vi slet ikke ud i fremtiden, men vi kigger efter vores næste plade. Vi gav en jubilæumskoncert på Harders i Svendborg, lige da vores plade var sendt til master, og da begyndte vi at skrive på en ny sang, og det har vi også gjort i dag i kolonihaven – det var derfor, vi kom lidt for sent, det er lovlig grund – så det er rart at vide, at vi allerede er i gang med vores næste album. Vi skrev også to sange til vores akustiske turné i foråret 2018, ”Vikaren” og ”Hvor smukt kan det regne”, for det ville have været en falliterklæring at tage på ny turné uden minimum to nye sange.

Når I turnerer, spiller I så samme sæt hver aften?

Kjartan: – Der sker en perfektionering af sættet undervejs, men ja, der bliver skiftet lidt ud i sættet undervejs. Men vi spiller ikke folks ønsker, vi spiller det sæt, vi selv, vi vil.

Jusjong: – Man kan også blive meget inspireret af gå ud og besøge de byer, man skal spille i, om det er Silkeborg eller Grenå. Turbussen er også et kontor.

Hvad er den bedste koncert, I har spillet?

Kjartan: – Der er mange, men de bedste koncerter er dem, man husker for et eller andet. Der var for eksempel NorthSide 2017, hvor pladsen var spærret af på grund af mudder, da vi skulle på, så vi begyndte med at spille for en helt tom plads, men efter to numre blev folk så lukket ind, og til sidst var der helt fyldt. Vi spillede også engang i Fælledparken til 1. maj, det år, folk buhede ad Helle Thorning og Frank Jensen, og de varmede op ved at buhe og trykke på båthorn, da vi spillede. Når man har oplevet, at 35.000 mennesker buher ad én, er man ved at blive hærdet.

Sen musikerdebut

Hvor mange andre musikere er begyndt at spille som barn eller ung, var Kjartan Arngrim en voksen mand på 24 år, før han første gang havde en guitar i hånden, fortæller han:

– Jeg troede ikke, det var en mulighed at blive musiker, selvom jeg så hæmningsløst op til folk, der gjorde det, jeg var et boldmenneske som barn og teenger, jeg spillede tennis, badminton og fodbold, lige så intenst som vi spiller nu og deltog i turneringer over hele landet. Men allerede første år på RUC, hvor jeg læste filosofi og dansk, fik jeg nok af at sidde i gruppemøde og tænkte: det her bliver aldrig mit liv (Arngrim fik dog en kandidatgrad med efter fem år, red.), og så købte jeg en guitar. Det var til gengæld en åbenbaring, og jeg har øvet mig i de 10.000 timer, der skal til, gange to. Jeg bliver sendt i øveren af de andre med lektier hele tiden.

Jusjong: – Jeg startede med at spille trommer som syvårig, da jeg var høj nok til at nå ned til trommepedalerne. Der var været øvelokale i kælderen under barneværelset i mit barndomshjem hele mit liv, hvor vi også øver nu, så når jeg blev lagt i seng, var det oven på et øvelokale, der hoppede og dansede, og jeg har også sunget i Københavns drengekor fra 3. klasse på Sankt Annæ Gymnasium, hvor jeg var til optagelsesprøve og har lært en masse musikteori dér. Jeg har også turneret med koret til både Sankt Petersborg og Fjernøsten i kæmpestore koncertsale, hvor folk gav 1500 kroner for de dyreste billetter. Jeg har også spillet trommer i utroligt mange bands.

Dall: – Mens Rasmus spillede i Fjernøsten, stod jeg på en skonnert i det sydfynske øhav og spilede med Sydlangelands Musikskole. Jeg har spillet musik i 2.-3. klasse, men var også et sportsmenneske, men jeg sad dog og øvede mig i fingerpicking guitar og gammel blues. Min far har også spillet guitar. Siden sang jeg i diverse bands, for eksempel som sanger og rytmeguitarist i One-Eyed Mule. Jeg blev også bachelor i dansk, inden Kjartan fik mig til at droppe ud.

Hvordan blev I egentlig dannet?

Kjartan: – Da jeg købte en guitar, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg kunne skrive sange, og så dyrkede jeg hæmningsløst danske sangskrivere som en dannelsesproces. En dag havde jeg været alene til koncert med Anne Linnet i Trinitatis Kirken. Jeg gik så over på baren Long John, hvor jeg faldt i snak med Rasmus Dall, der spillede med et band i vinduet, One-Eyed Mule, som julemanden i et supermarked, Jeg sagde til ham, at jeg syntes, de var gode, og jeg sagde, at jeg lige havde set Anne Linnet, og det syntes de var lidt underligt. Jeg havde langt hår og langt skæg. Så blev vi venner, og så begyndte Rasmus at komme i min kvistlejlighed på Christianshavn.

Dall: – Jeg hørte meget lidt dansk musik dengang, og jeg lyttede sjældent meget til teksterne. Første gang, Kjartan spillede ”Fedterøv” (Folkeklubbens gennembrudshit fra 2012, red.) for mig, syntes jeg ikke, den var noget særligt.

Kjartan: – Han roste mig dog for nogle andre sange og sagde, jeg skulle blive ved, og det gjorde jeg. Til sidst havde jeg samlet en bunke af sange, og så spurgte jeg Rasmus, om han ville være med i mit band. Jeg havde aldrig stået på en scene før dengang i maj 2011 i Folkets Park på Nørrebro, 31 år gammel. Hvilket jeg undlod at fortælle til Rasmus Jusjong, som jeg havde mødt til en privat sammenkomst halvanden måned før. Jeg sagde, jeg har lavet en MySpace-profil, og en uge efter mødtes vi tilfældigt på jazzhouse, hvor Rasmus havde fået lyttet til min MySpace-profil. Det syntes han lød godt, og så tilbød han sig som trommeslager. Så mødtes vi én gang og øvede til et job, der blev aflyst, og så blev vores første koncert så i Folkets Park. Og der er kommet fem børn til undervejs, så det er ikke ungdommens vildfarelser. Det er blodig alvor, når man tager så meget væk, og der var så få penge i det i starten, men vi vidste, at det ville blive godt.

Dall: – På vej hjem til jul i Thy spillede min kone og jeg nogle af Kjartans sange fra MySpace i toget, og der var flere andre i kupeen, der sagde, at de syntes, det lød godt. Da vidste jeg, at vi nok havde fat i noget. Og min kone har altid troet på det.

Se Folkeklubbens turnéplan på www.folkeklubben.dk/koncerter 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA