Nyhed

VIDEO: Volbeat-fans svinger brændende T-shirts – Slipknot stopper moshpit

GAFFA – alt om musik

"Ingen kommer til skade på min vagt!"

Det gik ret vildt for sig, da Volbeat den 27. juli varmede op for Slipknot ved den såkaldte Knotfest i San Bernadino i Californien. På et tidspunkt begyndte nogle koncertgængere at tage deres T-shirts af, sætte ild til dem og svinge dem over hovedet. Sikkerhedsvagter fik dog hurtigt stoppet optrinnet. Se her en optagelse, som NME har fundet.

Senere var den gal igen under Slipknots optræden, hvor moshpitten på et tidspunkt blev så voldsom, at forsanger Corey Taylor måtte stoppe musikken og bede folk tage bedre vare på hinanden: "Jeg starter ikke denne sang, før I røvhuller passer på hinanden. Vi er her sammen, så pas på hinanden, for fanden. Ingen kommer til skade på min vagt!" råbte han blandt andet. Se nedenfor en optagelse, som NME har fundet.

Både Volbeat og Slipknot er pladeaktuelle i nær fremtid. Volbeat udgiver 2. august deres syvende album, Rewind – Replay –  Rebound, mens Slipknot den 9. august udgiver deres sjette album, We Are Not Your Kind. I det nye GAFFA, som netop er udkommet, kan du læse interviews med begge bands. Du kan også læse bladet digitalt lige her.


LÆS OGSÅ: Kaos frem for alt – anmeldelse af Slipknot på Copenhell


 

ANNONCE