Nyhed

Medina klar med ny single

GAFFA – alt om musik

Følger op på sidste års store hit "First Time"

Medina har netop udgivet en ny, engelsksproget single, den feststemte "Holding On". Hør sangen nedenfor.

”Holding On” er Medinas første internationale single efter hendes store 2018-hit ”First Time” med den britisk/tyske duo M22. En sang, som er streamet mere end 50 millioner gange alene på Spotify og var den mest spillede single i britisk radio fra en ikke-britisk kunstner i 2018. Sangen toppede som nummer 20 på den officielle britiske hitliste og som nummer 17 på den officielle britiske airplay-hitliste. Nummeret nåede desuden en 34. plads på Billboard Hot Dance Airplaychart og nummer 8 på Mexico Ingles airplay chart, oplyser hendes pladeselskab, Universal Music. Dermed er det Medinas største internationale hit til dato.


Medina debuterede i 2007 med albummet Tæt på og fik sit store gennembrud to år senere med singlen "Kun for mig" fra sit andet album, Velkommen til Medina. I 2009 udgav Medina en engelsksproget version af "Kun for mig" med titlen "You and I", der blev et pænt hit i flere lande, især Tyskland, hvor den nåede en tiendeplads på hitlisten. Siden har Medina udgivet en lang række singler og flere album på både dansk og engelsk, oftest med forskellige sange på de to sprog, men også visse gengangere, og har ifølge Universal Music efterhånden mere end 400.000.000 streams på cv’et. I 2016 modtog hun Æresprisen ved Danish Music Awards.

Medina er det kommende efterår med i Toppen af Poppen på TV2 og tager på akustisk efterårsturne i hele landet. Derudover kan hun opleves på Smukfest i næste uge.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Medina taler ud om 2017-kollaps i Tivoli og kigger fremad


ANNONCE