Nyhed

VIDEO: Medina taler ud om 2017-kollaps i Tivoli og kigger fremad

GAFFA.dk – Alt om musik

Den 26. maj i 2017 blev Medinas koncert i Tivoli gevaldigt udfordret af, at sangerinden kollapsede på scenen. For første gang taler om hun om episoden – se video nederst i artiklen.

Vi har helt eksklusivt fået lov til at vise jer en video af Medina, der taler ud om det kollaps, der i 2017 gjorde, at hun måtte gennemføre sin stort opsatte Tivoli-koncert akustisk, da sangerinden pludseligt faldt om på scenen. Om episoden siger Medina selv:

– Sidste gang jeg spillede herinde, var det lidt dramatisk på et tidspunkt. Jeg valgte efterfølgende at gå ud og spille showet færdigt, selvom jeg havde lidt svært ved at stå op. Det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde, og det tror jeg også publikum var. Selvom koncerten på en eller anden måde gik i stykker, så skete der bare noget helt specielt. Dét, at folk blev og bakkede op, selvom jeg ændrede hele mit show til akustisk setup. Jeg sagde: ”Jeg kan spille det hele færdigt, men vi skal spille resten akustisk” – Og det gjorde vi så. Og det er jeg rigtig glad for – for det var stort for mig at overkomme det, og specielt at dele det med mine fans."


LÆS OGSÅ: Medina kollapset på scenen – gennemfører dog koncert

På næste fredag spiller Medina igen på plænen i Tivoli, og vi håber, at det bliver mindre dramatisk denne gang. Selv glæder den danske sangerinde sig til at komme ud og spille sin nye musik for folket:

– Sommerens højdepunkt for mig bliver uden tvivl at komme ud og spille min nye single "Sir' Det Ikk", der udkommer den 31. maj, samme dag som jeg spiller i Tivoli. Det er faktisk første gang, jeg skal spille den live. Det glæder jeg mig virkelig, virkelig meget til. Det er en sang, som jeg skrev i 2017 sammen med Jeppe Federspiel og Drew. Vi kunne ikke finde den rigtige produktion til den, og lige pludselig står vi nu her og er på produktion nummer 15, tror jeg, før den faktisk lyder, som den skal og endelig kan komme ud og leve.


Med over en halv million solgte singler har Medina i mere end 10 år domineret de danske hitlister med singler som "Kun For Mig", "Vi To", "For Altid", "Jalousi", "Kl. 10", "Synd For Dig", "Når Intet Er Godt Nok" og mange flere. 

Igennem karrieren har Medina også forsøgt sig med engelsksprogede udgivelser og den mere nøgne danske sangskriver-tradition, hvor fokus ligger på tekst og melodi frem for den studie-præparerede lyd, som ellers har været hendes varemærke.

I 2018 udgav hun albummet Grim – som blev lavet i samarbejde med hendes faste producere Pitchshifters og Providers. Udgivelsen modtog tre stjerner fra GAFFAs anmelder under overskriften "Lidt for pæn stædighed".


LÆS OGSÅ: Lidt for pæn stædighed

ANNONCE