Nyhed

Metallica donerer stort pengebeløb til kræftramte børn

GAFFA - alt om musik

Heavy metal-giganterne fortsætter deres donationer til forskellige velgørenheder rundt om i verden.

Metallica har doneret en check på 250.000 euro, svarende til godt 1,9 millioner kroner, til anlæggelsen af et hospital i Rumænien, der behandler kræftramte børn. Den store donation falder sammen med den koncert som Metallica spillede i Rumæniens hovedstad Bukarest den 14. august. Når hospitalet er færdigbygget vil det blive det første hospital i Rumænien, der har stråleterapi og er dedikeret til behandling af børn med kræft. 

Igennem Metallicas egen non-profit organisation All Within My Hands har metalbandets gruppemedlemmer lavet donationer til lokale velgørenheder på hvert stop i deres WorldWired Tour. Da Metallica spillede i Parken i sommers, var det et dansk forsorgshjem for unge hjemløse, der var så heldige at modtage en større donation fra heavy metal mastodonterne.

LÆS OGSÅ: Metallica giver stort beløb til danske hjemløse unge


Herunder er et billede som organisationen bag det nye hospital for kræftramte børn har delt, da de modtog donationen fra Metallica. 

Artiklen fortsætter under billedet


Metallica har været på deres WorldWide Tour siden 2016 og turnéen fortsætter nu til Sydamerika, der bliver endestationen for verdensturnéen, der runder af i slutningen af april 2020.

På trods af de gavmilde donationer, kom det dog frem i juli, at Metallicas management havde valgt at videresælge deres egne koncertbilletter til overpris.

LÆS OGSÅ: Metallica videresolgte egne koncertbilletter til overpris 

ANNONCE