GAFFA.dk - alt om musik
Black Sabbaths musik kommer til at kunne høres i femte sæson af tv-serien Peaky Blinders
To af Black Sabbaths sange kommer til at optræde i den kommende femte sæson af BBC-serien Peaky Blinders.
Den britiske gangster-serie Peaky Blinders finder sted i 1920’erne og 1930’ernes Birmingham, og instruktøren Anthony Byrne har nu udtalt, at han er overrasket over, at Black Sabbath, som blev grundlagt i Birmingham i 1968, endnu ikke har været brugt i serien før nu.
"Vi bruger sangene "The Wizard" og "War Pigs". Vi byggede et musikbibliotek, som vi satte op mod forskellige scener. Black Sabbath føltes bare som en no-brainer. Jeg sad bare og tænkte: Hvorfor er de ikke blevet brugt før?" udtaler Byrne til The Mirror.
"Vores største band i denne sæson er Black Sabbath, hvilket føltes så åbenlyst, men de er så essentielle som en stemme fra 'The Black Country' (red. et område i West Midlands, England, vest for Birmingham)," udtaler Peaky Blinders-instruktøren til NME.
Cillian Murphy, der spiller hovedrollen som Tommy Shelby, forklarer ligeledes, at man bare med det samme ved, når en sang passer til seriens form.
"Man ved bare, når en sang er 'Peaky'. Kunstnerne er outsiders. De har gjort modstand mod mainstreams tyranni, så at sige," har Cillian Murphy sagt til NME.
Det skal lige for god ordens skyld understreges, at den irske hovedrolleindehaver Cillian Murphy ikke skal forveksles med vores danske anmelder Cillian Murphy, der på trods af, at han hedder det samme og også har irske rødder, ikke er den samme person.
LÆS OGSÅ: Ozzy Osbourne vil give én sidste koncert med Black Sabbath – og Bill Ward
Tidligere har Peaky Blinders brugt musik fra blandt andre David Bowie, Arctic Monkeys, Radiohead, Iggy Pop og Nick Cave, der med sangen "Red Right Hand" bidrager til seriens titelnummer.
David Bowie var en stor fan af tv-serien og anmodede selv om, at hans musik blev brugt i serien inden hans død i 2016.
"Vi var venner og jeg sendte Bowie hatten fra den første sæson som en julegave. Han var en virkelig sød mand og en ægte fan af Peaky Blinders, og jeg var en kæmpe, kæmpe David Bowie-fan,” udtalte skuespilleren Cillian Murphy til Birmingham Live.