Nyhed

Kiss Kiss Kiss forærer ep væk

De unge guitarrockeres debut-ep kan downloades gratis i ugen op til Roskilde

Om præcis en uge skal den unge Århus-teenage-guitarrockgruppe Kiss Kiss Kiss spille på Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene. Derfor har de valgt at give folk mulighed for at downloade deres debut-ep gratis til og med mandag den 30. juni klokken 18.00, hvor de spiller deres første koncert på Roskilde.

Kiss Kiss Kiss modtog i marts den særlige MySpace-pris ved Danish Music Awards, hvor de også spillede live, og i det hele taget er der store forventninger til de fire gutter. GAFFA bringer ligeledes et stort interview med dem senere på sommeren i forbindelse med vores nye serie ”teenagesensationer”.

Gruppens forsanger Mads Koch udtaler: "Vi synes, det er ærgerligt, at folk bliver nødt til at gå ind på vores MySpace-side, hver gang man skal høre vores musik. Og da det endnu ikke kan købes nogen steder på nettet, har vi valgt at lade folk downloade ep'en gratis til deres iPod her i ugen op til, at vi skal spille på Roskilde Festival”.


Kiss Kiss Kiss deler i øvrigt manager med Dúné, og man må sige, at den driftige Jeppe Kolstrup har gode erfaringer med at hjælpe en teenagegruppe frem.


Kiss Kiss Kiss på MySpace

ANNONCE