Nyhed

Efterklang udgiver lyrikvideo til ny sang

GAFFA.dk - alt om musik

Danskerne er klar med tredje single fra deres første studiealbum i syv år. Se lyrikvideoen til "Uden Ansigt" her. 

Efterklang udgiver den 20. september deres femte regulære album, Altid Sammen, efter en længere pause, hvor de blandt andet har udgjort en del af gruppen Liima og skrevet en opera. Videoerne fra Altid Sammen har hidtil budt på indslag fra Helena Christensen og markerer en overgang fra engelsksprogede til danske sange for gruppen, og i dag er trioen altså klar med musikvideoen til deres nyeste singleudspil.  

LÆS OGSÅ: Efterklang er tilbage – nyt album, koncerter og video med Helena Christensen


I forbindelse med udgivelsen siger forsanger Casper Clausen om Uden Ansigt:

– For mig er sangens tekst som billeder, baseret på et øjeblik, jeg engang havde, da jeg cyklede gennem København. Det regnede kraftigt, alle mennesker var pakket væk under paraplyer, hættetrøjer, hatte og så videre. Ansigtsløse, kønsløse, aldersløse og farveløse. Mit syn var sløret, og alle disse kroppe bevægede sig gennem gaden som ansigtsløse spøgelser fra en japansk Anime-film, de virkede hjemsøgte, alene og forenet på samme tid.

I aften klokken 20.00 overtager Efterklang den selv-etablerede radiokanal The Lake, hvor gruppen eksklusivt vil spille størstedelen af det kommende album samt interviewe en række personer, som har været inde over skabelsesprocessen bag Altid Sammen


Blandt disse finder vi det tidligere Sigur Rós-medlem Kjartan Sveinsson og Sir Was (Joel Wästberg), som henholdsvis spiller klaver og trommer på netop "Uden Ansigt". 

Efterklang giver koncert i DR Koncerthuset den 5. og 6. november samt på VoxHall den 5. februar i det nye år. 

ANNONCE