GAFFA.dk – alt om musik
Nyt udspil med duoen Lindemann
Rammstein-sanger Till Lindemann er ikke typen, der hviler på laurbærrene. I maj udgav han et nyt album med gruppen og har været på turné med dem hele sommeren, men nu er han aktuel med singlen "Steh Auf" og en tilhørende musikvideo med sit sideprojekt Lindemann alias ham og svenske Peter Tägtgren fra dødsmetalgruppen Hypocrisy og industrial-projektet Pain. Se ovenfor videoen, hvor de to får selskab af den svenske skuespiller Peter Stormare (Dancer in the Dark, Minority Report, Prison Break med flere).
"Steh Auf" er forløber for Lindemanns andet album, F & M, som udkommer 22. november. Musikalsk befinder sangen sig ikke så langt fra Rammsteins industrielle udtryk, om end den måske er lidt mere poppet. Duoens debutalbum Skills in Pills udkom i 2015. Det var på engelsk, mens duoens nye single er på tysk, og det bliver resten af albummet også at dømme efter tracklisten.
LÆS OGSÅ: Till Lindemann – Med pikken som kompas
Till Lindemann turnerer igen med Rammstein fra maj til august næste år og giver i den forbindelse en udsolgt koncert i Ceres Park i Aarhus 4. august, hvilket bliver afslutningen på touren.
Tracklisten til F & M er som følger:
1. Steh auf
2. Ich weiß es nicht
3. Allesfresser
4. Blut
5. Knebel
6. Frau & Mann
7. Ach so gern
8. Schlaf ein
9. Gummi
10. Platz Eins
11. Wer weiß das schon