x

Bryan Ferry annoncerer to Danmarkskoncerter

Bryan Ferry annoncerer to Danmarkskoncerter

Legendarisk crooner. Glamrocker. Roxy Music-frontmand. Det er i sandhed tre-i-en, der lægger vejen forbi Danmark to gange til næste år, når Bryan Ferry gæster København og Viborg.

Der er lagt op til en aften i glamrockens og crooningens navn, når Bryan Ferry lægger vejen forbi Danmark til to koncerter næste år. Mere specifikt gæster den efterhånden 74-årige legende K.B. Hallen i København den 2. juni og Tinghallen i Viborg den 4. juni, som på det tidspunkt fejrer færdiggørelsen af spillestedets nye koncertsal.

Holdet bag Ferry har varslet et bredt og varieret show, hvor skæringer fra Roxy Music-tiden (i flæng kunne nævnes "In Every Dream Home a Heartache", "Love is the Drug" og "Do The Strand") samt sange fra hans solokarriere, som startede i 1984 (eksempelvis "Slave to Love", "Don't Stop the Dance" og "The Right Stuff"), vil blive fremført af Rock & Roll Hall of Fame-medlemmet.

Ferry gæstede sidst København for fire år siden, og var også forbi Heartland Festival på Fyn i 2017, hvor han lukkede festivalen. Her kvitterede vi med fire ud af seks stjerner til veteranen.

LÆS OGSÅ: Sølvstænket stemme sang solen i sænk

Billetsalget skydes i gang nu på fredag den 22. november klokken 10.00, på henholdsvis billetlugen.dk for koncerten i K.B. Hallen og ticketmaster.dk for koncerten i Tinghallen.

Ferrys seneste udgivelse er Bitter-Sweet hvor han i samarbejde med sit orkester på jazzet vis genfortolker dele af sit store bagkatalog. Hør eksempelvis "Limbo" fra skiven herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA