Nyhed

Queen + Adam Lambert giver dansk ekstrakoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Queen + Adam Lambert spiller også i Royal Arena den 2. juli 

De knap 17.000 billetter blev udsolgt på bare én dag, da Queen + Adam Lambert tilbage i september annoncerede, at de giver koncert i Royal Arena den 1. juli. Det er nu lykkedes at få plads til endnu et show i bandets kalender, så grundet den store efterspørgsel giver de en ekstrakoncert samme sted dagen efter, altså i Royal Arena den 2. juli.

Sidst Queen og Adam Lambert gæstede Danmark var det i Jyske Bank Boxen i 2018, og vores anmelder kvitterede med fuld plade for den optræden og skrev:


"Efter de første seks numre, hvor den unge Adam Lambert beviser sine fremragende sangevner, stopper han musikken og taler til publikum. Og det gør han på en så charmerende og respektfuld måde, at vi alle overgiver os på stedet. ”Jeg er ikke Freddie,” siger han efter at have fremhævet de to tilbageblevne musikalske legender fra det oprindelige Queen (bassist John Deacon trak sig tilbage efter Mercurys død): Trommeslager Roger Taylor og guitarist Brian May … der er kun EN Freddie Mercury, og jeg savner ham også.. men lad os fejre ham og Queen sammen!"

LÆS OGSÅ: Det er DET, musikken kan!

Efter Freddie Mercurys tragiske død den 24. november 1991 blev Queen opløst. Bandet vendte i 2004 tilbage til scenen, denne gang med Free- og Bad Company-forsanger Paul Rodgers. Dette samarbejde ledte til nogle turnéer samt et nyt Queen-album, The Cosmos Rocks, der så dagens lys i 2008. Paul Rodgers forlod derefter bandet i 2009, og en ny forsanger blev fundet, nemlig Adam Lambert, der i 2009 deltog i American Idol. 


Queen + Adam Lambert begyndte at spille live i 2011 og har siden været på flere turnéer, hvor de også har besøgt Danmark adskillige gange. 

Billetsalget til ekstrakoncerten begynder i dag den 11. december klokken 12.00.

Se Queen + Adam fremføre klassikeren "Don't Stop Me Now" fra Rock in Rio i Lissabon i 2016:

ANNONCE