Nyhed

GAFFA-PRISEN 2020: Rock, r&b og hiphop fuldender programmet

GAFFA.dk - Alt om musik

De sidste navne til GAFFA-Prisen 2020 er klar, og publikum kan dermed se frem til fantastiske liveoptrædener fra Joyce, Freja Kirk og Monti. Samtidig kan vi melde om få billetter til showet.

Programmet til GAFFA-Prisen 2020 er nu fuldendt. Den 26. februar i Musikhuset Aarhus vil aftenens vært Melvin Kakooza præsentere publikum for syv fantastiske livenavne. Tidligere har vi offentliggjort Dizzy Mizz Lizzy, When Saints Go Machine, Rebecca Lou og Vola. I dag udvides programmet med de tre sidste navne, der tæller rockgruppen Joyce, r&b artisten Freja Kirk og hiphopgruppen Monti. Dermed er det fulde program til GAFFA-Prisen 2020 offentliggjort.

JOYCE


De har kun to singler under bæltet, men vi har stor tiltro til, at Joyce er kommet for at blive. De startede som en popprojekt, men nogle øl, noget gin og en tur på Escobar senere blev Joyce officielt et rockband. Deres anden single "Djævlen" blev P3's Uundgåelige i midten af januar, og de har allerede cementeret sig som et gedigent og energisk liveact. Det vidste de for nylig til Vegas Udvalgte. Den energi medbringer de, når de indtager scenen i Musikhuset til deres hidtil største optræden. 

FREJA KIRK

Freja Kirk er en af de få artister, der har modtaget hele seks stjerner for en udgivelse. Det skete i 2019, hvor hendes andet album Pussyfied viste sig at være et af de stærkeste fra en dansk musiker i flere år. Det slog GAFFAs anmelder Nanna Frank fast under overskiften "Personlig, pervers, perfekt". Kirk har den sprødeste stemme, og hun får rig mulighed for at udfolde det fulde livepotentiale, når hun indtager scenen i Store Sal. 


MONTI

Monti spiller hiphop. Men det er ikke blot bars på et backtrack. Monti er fem fyre fra Aarhus, der leverer dansk håndspillet hiphop i international klasse. De rider på en bølge af en række solide singler, og her i foråret kan vi se frem til deres debutalbum. På livefronten har de allerede modtaget adskillige femstjernede anmeldelser fra GAFFA – blandt andet for deres højenergiske optræden på Roskilde i 2017. Se frem til at høre det vildeste flow i Danmark lige nu.

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2020: Og de nominerede er...


Når publikum ikke bliver blæst bagover af livemusikken, skal der naturligvis uddeles en lang række priser til de artister, der har klaret sig godt i 2019. GAFFA-Prisen er den eneste musikpris i Danmark, der udelukkende afgøres af læserne. De nominerede er fundet nu, og vinderne afsløres den 26. februar.

Aftenens vært er det absolut varmeste navn inden for dansk underholdning lige nu, Melvin Kakooza, der glæder sig til at stå i spidsen for showet sammen med manden med Danmarks skønneste radiostemme og flotteste skæg nemlig Carsten Holm, der vanen tro stiller de skarpe spørgsmål til artisterne fra bagscenen.

Få billetter tilbage


Hvis du vil sikre sig en plads i Musikhuset Aarhus, når Melvin og alle de formidable livenavne indtager Store Sal, så er det med at være hurtig på aftrækkeren - der er nemlig ikke mange tilbage. 

KØB BILLET TIL GAFFA-PRISEN 2020 HER 

GAFFA-Prisen 2020 præsenteres i samarbejde med:

gallery_large

ANNONCE