x

OVERBLIK: Se hvilken dag, dit yndlingsband spiller på Roskilde Festival

OVERBLIK: Se hvilken dag, dit yndlingsband spiller på Roskilde Festival

Koncertpladsen åbner onsdag den 1. juli.

Det fulde program for Roskilde Festivals 50års jubilæum er i dag blevet offentliggjort. Det samme gør sig gældende for koncertoversigten, hvor du kan se hvilke dage, de enkelte artister spiller. Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke scener alle musikerne skal stå på, men ikke desto mindre kan du her få dig et overblik, over hvilke dage du skal undgå tømmermændene for at høre dit yndlingsband live.

Når festivalpladsen åbner onsdag den. 1 juli, er det den danske sangerinde Jada, der åbner Orange Scene. Senere på dagen er det popstjernen Taylor Swift, der overtager Jadas plads for at spille på festivalens største scene. I den mere voldsomme ende af onsdagens genreskala finder du det eksperimenterende metal-band Deftones. Derudover er det blandt andet navne som Cage The Elephant, Bicep, DaBaby, Av Av Av, Boy Pablo, Soleima og Cate Le Bon, du har mulighed for at opleve live.

Torsdag den 2. juli er det rapkronens arvtager Kendrick Lamar og den alternative metal-gruppe Faith No More, der står for festerne på Orange. Der er også mulighed for en omgang countrypop fra Kacey Musgraves, energisk house-groove fra Mura Masa og solide pophits fra Charli XCX. Whitney, Pusha-T, Angel Olsen, Alex Cameron, TLC, Waxahatchee, Jimmy Eat World og Phoebe Bridgers er også blandt dagens koncertnavne.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival fuldender program

Når festivalpladsen åbner for tredje gang, fredag den 3. juli, er det den balstyriske rapper Tyler, The Creator, der fyrer den af på Orange i prime time, imens Thom Yorke Tomorrow’s Modern Boxes spiller på festivalens næststørste scene, Arena. Derudover er der optrædener fra FKA Twigs, Anderson .Paak & The Free Nationals, Big Theif, Perfume Genius, Doja Cat, Suspekt, The Whitest Boy Alive og Tinariwen.

På årets sidste sidste dag af Roskilde Festival, lørdag den 4. juli, lukker festivalen med et brag. Du har mulighed for at høre garage-rockerne i The Strokes, der står på Orange for første gang i ni år. Du kan også nyde sol-i-bakspejls-melodier fra de tre californiske søstre i HAIM, når de blænder med deres stærke popsange. Samtidig kan du give den gas til den legendariske hiphop-besætning The Roots, kaste håndtegn til Danmarks største sprogekvilibrister Malk De Koijn, ryste håret til shoegaze-bandet Ride, synge med på sange fra Thomas Helmigs hit-skattekiste og gå post-punk-amok til Fat White Familys intense liveshow. Oven i hatten kan du også høre blandt andet Rico Nasty, Dave, Young Thug og Tom Zé.

Du kan få et fuldt overblik over alle dage og kunstnere lige her.

LÆS OGSÅ: Roskildes musikchef Anders Wahrén: "Vi kommer til at melde udsolgt historisk tidligt"

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA