x

KARANTÆNE-TV: Prince hyldes af de største stjerner

KARANTÆNE-TV: Prince hyldes af de største stjerner

Se Foo Fighters, Beck, Chris Martin, John Legend, St. Vincent, Mavis Staples, Usher, Earth, Wind & Fire og mange flere hylde den afdøde legende.  

To dage efter årets Grammy Awards i januar slog en håndfuld signifikante musikere sig sammen i en hyldestkoncert til funk-rockikonet Prince.

Showet, der hedder Let’s Go Crazy: The Grammy Salute To Prince, får nu premiere på den amerikanske tv-station CBS den 22. april klokken 02.00 dansk tid, oplyser Consequence of Sound.

Med tidsforskellen in mente bliver koncerten sendt i USA den 21. april, hvilket markerer fireårsdagen for Purple Rain-sangerens død.

LÆS OGSÅ: Beck indspiller ny ep i Princes studie

Koncerten fandt sted i Los Angeles Convention Center og indeholder adskillige Prince-sange fremført af populære musikere: For eksempel spiller Beck et cover af ”Raspberry Beret”, St. Vincent opfører ”Controversy”, og Foo Fighters spiller to sange: ”Pop Life” og ”Darling Nikki”.

Derudover optræder en række artister, som Prince selv har arbejdet med igennem tiden. Heriblandt hans gamle band The Revolution, som medvirkede på succesfulde album som 1999 fra 1982 og Purple Rain fra 1984.

Prince, født Prince Rogers Nelson, døde af en utilsigtet overdosis smertestillende medicin den 21. april 2016. Han blev 57 år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA