x

Badesøen Festival flytter programmet til 2021

Badesøen Festival flytter programmet til 2021

Samtlige programsatte kunstnere spiller næste år i stedet

I lyset af statsministerens udmelding om forbud mod større forsamlinger til og med august er også Badesøen Festival i Albertslund aflyst. Festivalen skulle have fundet sted 8. august. 

Arrangørerne har dog fået overtalt samtlige programsatte kunstnere til at optræde næste år, og derfor rykker hele programmet til den 7. august 2021.

Man kan altså opleve Peter Sommer & TiggerneEfterklang, Selvhenter, Ganger, Derya Yildirim & Grup Simsek, TENGGER, Selskabssange, Ahmet Harmanci, Alice Boman og mange flere på Badesøen Festival 2021.

For en lille festival som Badesøen betyder det med arrangørernes egne ord "alverden, at du stadig har lyst til at komme forbi os, og vi håber, du vil bruge din 2020-billet i 2021, hvor den selvfølgelig stadig gælder." 

Man kan også købe billetter til næste års festival på www.badesoen.dk – her kan man også læse om andre muligheder for at støtte festivalen, der ikke har en større økonomisk organisation i ryggen, men er arrangeret af internetradioen The Lake og Albertslund-spillestedet Forbrændingen.

Ved man allerede nu, at man ikke kan deltage i 2021, kan man dog godt få sin billet refunderet via Billetten.dk 

LÆS OGSÅ: Sådan reagerer festivalerne på Mette Frederiksens forbud


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA