Nyhed

Sebastian drager på 50-års jubilæumsturné

GAFFA.dk – alt om musik

Syng med på ”Du er ikke alene”, ”Måske ku vi” og alle de andre, når Sebastian Band næste år turnerer Danmark tyndt.

Et halvt århundrede er snart passeret, siden den folkekære musiker og sangskriver Sebastian i 1971 udgav sit debutalbum The Goddess. I den anledning drager han i 2021 på 50-års jubilæumsturné med et hold af danske musikere.

Turnéen bringer Sebastian, alias Knud Torben Grabow, igennem hele landet, hvor publikum kan se frem til at synge med på danske evergreens som ”Måske ku vi”, ”Når lyset bryder frem”, ”Du er ikke alene”, ”Romeo”, ”Vårvise”, Rose”, ”Nana”, ”Hodja fra Pjort” og mange flere.


Sebastian vil blandt andet blive flankeret af guitarist Nils Henriksen, der har medvirket i alle Sebastians bands siden 1973. Derudover består orkesteret af Michael Friis (bas og kapelmester), Klaus Menzer (trommer), Perry Stenbäck (guitar, strengeinstrumenter med mere), Misen Groth (sang), Gry Harrit (sang), Anne Seier (sang og perkussion) og Peter Dencker (keyboards, harmonika med mere).

Sebastian rundede sidste år et skarpt hjørne, da han fyldte 70 i december. Samme år modtog han Polka Verner Legatet på Smuskfest, hvor Søs Egelind og Kirsten Lehfeld overrakte den med ordene:

"Der er i det hele taget masser af gode grunde til at give Sebastian priser for sit virke, men her i dag får han nu mest af alt vores pris, Polka Verner Legatet, for med sine sange at minde os alle sammen om, at vi vitterligt ikke er alene."


LÆS OGSÅ: Værdig hyldest til en af de helt store

GAFFA anmeldte Sebastians koncert på Smukfest samme år, som blev kvitteret for med fire stjerner med ordene: ”Stemmen er slidt, sangene holder”.

Du kan købe billetter til Sebastians 50-års jubilæumsturné ved de enkelte spillesteder.


 Turnéplanen ser ud som følgende:

28.01 – Portalen, Greve
29.01 – Kalundborg Hallen, Kalundborg  
30.01 – Royal Stage, Hillerød
04.02 ­– Roskilde Kongres & Idrætscenter, Roskilde
05.02 – Nykøbing F. Teater, Nykøbing Falster
06.02 – Arena Næstved, Næstved
10.02 – Vejle Musikteater, Vejle
11.02 – Tinghallen, Viborg
12.02 – Eksercerhuset, Fredericia
17.02 – DR Koncerthuset, København
18.02 – Musikhuset Aarhus, Aarhus
19.02 – Skråen, Aalborg
20.02 – Frysehuset, Hjørring
24.02 – Musikhuset Esbjerg, Esbjerg
25.02 – MCH Herning Kongrescenter, Herning
26.02 – Horsens Ny Teater, Horsens
27.02 – Fuglsøcentret, Knebel
28.02 – Kolding Teater, Kolding
03.03 – Jysk Musik & Teaterhus, Silkeborg
04.03 – Sønderjyllandshallen, Aabenraa
05.03 – Kulturcenter Limfjord, Skive
06.03 – Pavillonen, Grenå

Varm sangstemmen op med Sebastians ”Når lyset bryder frem”:

ANNONCE