GAFFA.dk - alt om musik
”Hvis der ikke handles snart, risikerer musikbranchen at dø”
Sådan lyder opråbet fra Danske Agenters Sammenslutning i en video, der skildrer økosystemet i den danske musikbranche.
Regeringen bekendtgjorte tidligere på måneden de endelige hjælpepakker for de mange omfattede af festivalsæsonen, men da hjælpepakkerne kun tilgodeser festivalarrangørerne og ikke de optrædende artister, står store dele af livebranchen med røven i vandskorpen.
Videoen, der speakes af Poul Krebs, er produceret af Danske Agenters Sammenslutning, som er en sammenslutning af agenter, der repræsenterer størstedelen af de danske artister, der skulle have spillet på sommerens festivaler.
D.A.S. prøver i videoen på pædagogisk facon at forklare, hvilken betydning regeringens prioritering af hjælpepakker har for ikke blot de optrædende, men i lige så høj grad for alle de vigtige folk, der er bag en stor produktion, som en koncert er. Det er nemlig den enkelte artist, der står for at honorere scenefolk, lyd- og lysmænd, teknikere, chauffører, bookingselskabet og managers ud fra egen løn.
D.A.S. frygter, at regeringens beslutning får så store konsekvenser for den brede livebranche, at det vil afspejle sig i den kvalitet, vi kommer til at se i de kommende år. Derudover stiller de sig uforstående over for, hvad der ligger til grund for regeringens beslutning, da artisterne er lige så afhængige af hjælp, som festivalarrangørerne er det.
Og det er ikke kun Danske Agenters Sammenslutning, der er bekymret for livebranchen. Også festivalchef for NorthSide og Tinderbox Brian Nielsen udtrykker sin bekymring:
"Vi er meget taknemmelige for den hjælpepakke, som de danske arrangører af festivaler og events nu har fået. Dog er vi enormt bekymret over, at der endnu ikke er fundet en løsning for de mange sæsonbetonede leverandører, som vi er meget afhængige af, og ikke mindst vores altoverskyggende samarbejdspartnere, de danske artister, som jo er grundpillen i alle de arrangementer, vi laver.
”Vi kan derfor kun opfordre regeringen til hurtigst muligt at finde en løsning, således at de også hjælpes på samme niveau som os, så vi næste år i fællesskab kan genskabe den stemning, som alle Danmarks festival-elskere kommer til at gå glip af i år," fortæller Brian Nielsen.
Videoen kommer afslutningsvis med et budskab til politikerne, de siger nemlig, ”at dem, der har noget at sige, de skal kunne ses, og de skal kunne høres, for ellers bliver der bare stille – meget stille”.
LÆS OGSÅ: ÅBENT BREV: Regeringen river livebranchen over på midten